Gå til hovedindhold

Politikernes opgaver og kompetencer

Beskrivelse af politikernes opgaver og kompetencer, herunder rettigheder og pligter.

26. aug. 2021

Indhold

    Denne oversigt over de politiske roller bygger dels på styrelseslovens retningslinjer og dels på gældende praksis i Albertslund.

    Medlemmerne
    Som medlem af kommunalbestyrelsen har man en række pligter og rettigheder:

    Initiativret

    • Et kommunalbestyrelsesmedlem kan få optaget enhver sag på dagsordenen, som lovligt kan behandles af kommunalbestyrelsen. Anmodningen skal modtages senest kl.12.00 om mandagen i den uge, hvor Økonomiudvalget holder møde.

    Ret til sagsindsigt

    • Det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem har krav på at få indsigt i eller en kopi af eksisterende sagsmateriale i den kommunale administration. Retten omhandler sager, som behandles på kommunalbestyrelsens vegne og som kan indbringes for kommunalbestyrelsen. Læs mere om sagsindssigt under Brug af den kommunale administration.

    Pligt til at modtage valg

    • Medlemmerne af kommunalbestyrelsen er pligtige at modtage valg til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende samt at udføre øvrige hverv, som kommunalbestyrelsen måtte tildele dem

    Tavshedspligt

    • Kommunalbestyrelsesmedlemmer har tavshedspligt. Tavshedspligt efter loven kan begrundes i forskellige hensyn:
      - hensyn til enkeltpersoner
      - hensyn til private firmaer og foreninger
      - hensynet til gennemførelse af offentlig kontrol- og regulerings- eller planlægningsvirksomhed
      - hensynet til det offentliges økonomiske interesser
      - hensynet til den offentlige beslutningsproces
      Udover tavshedspligt om personsager m.v. er der tavshedspligt om forhandlinger i lukkede møder. Det vil sige, at andres synspunkter i lukkede møder ikke må refereres, medmindre der er enighed herom. Et medlem kan altid oplyse sit eget standpunkt og udvalgets beslutning, medmindre der er tale om f.eks. personsager, sager.

    Mødepligt

    • Der er pligt til at deltage i møderne i Kommunalbestyrelsen og de udvalg m.v., man er medlem af. Læs mere under Mødedeltagelse.

    Pligt til at tage stilling og ret til at få afvigende mening ført til protokol

    • Et medlem af kommunalstyrelsen kan ikke unddrage sig ansvar ved at undlade stemme. Mange sager bliver dog afgjort uden afstemning. Borgmesteren konkluderer, og hvis ingen har indvendinger, er sagen afgjort.
      Et medlem af KB har pligt til at stemme imod ulovlige beslutninger.
      Et medlem har ret til at få sin afvigende mening kort tilført beslutningprotokollen.

    Inhabilitet

    • Ethvert medlem har pligt at underrette Kommunalbestyrelsen om forhold, der kan så tvivl om vedkommendes habilitet.

    Se uddybende notat om rettigheder og pligter (word) fx. om hvornår, der er tale om inhabilitet.

    Udvalg og udvalgsformænd
    Som udgangspunkt bliver alle anliggender i kommunalbestyrelsen fordelt på udvalg. Hvilke udvalg, der nedsættes, og deres respektive opgaveområder fremgår af styrelsesvedtægten. Kun sager om kommunalbestyrelsens egne forhold f.eks. udpegning af medlemmer, fritagelse for hverv, vederlæggelse o.l. fordeles ikke mellem udvalgene.

    Kommunalbestyrelsens beslutninger forberedes i udvalgene, og i mange kommuner bemyndiges udvalgene også til at afgøre faglige sager. I Albertslund er der imidlertid tradition for, at mange sager behandles i kommunalbestyrelsen. Dette sker for at skabe åbenhed om principielle beslutninger.

    Ethvert udvalgsmedlem har ret til at standse udførelsen af en beslutning ved at erklære, at han ønsker sagen indbragt for kommunalbestyrelsen.

    Udvalgsformandens opgaver er at forberede, indkalde til og lede udvalgsmødet samt drage omsorg for, at dets beslutninger indføres i beslutningsprotokollen. Forberedelsen sker i samarbejde med den pågældende forvaltning. Den praktiske indkaldelse samt referatskrivning foretages af forvaltningen.

    Udvalgsformanden har en stående bemyndigelse til afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl. I tilfælde af afgørelser, der ikke tåler opsættelse, skal borgmesteren underrettes forud, med mindre der er tale om afgørelsen, du ved lov er henlyt til udvalget.

    Borgmesteren
    Som formand for kommunalbestyrelsen og Økonomiudvalget har borgmesteren samme pligter som de øvrige udvalgsformænd ift. at forberede og lede møderne. Derudover er borgmesteren den øverste daglige leder af kommunens administration, dvs. han fordeler sagerne til de pågældende udvalg og påser sagernes ekspedition. Grundlæggende kan man sige, at borgmesteren overfor kommunalbestyrelsen og økonomiudvalget har ansvaret for, at den kommunale administration i dens helhed fungerer i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens og udvalgenes beslutninger. Borgmesteren varetager desuden kommunens eksterne relationer bl.a. i forhold til KL og samarbejde med andre kommuner.

    Borgmesteren kan på kommunalbestyrelsens vegne afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl. Han skal på førstkommende ordinære møde orientere om beslutningen.

    Borgmesteren har desuden mulighed for at gribe ind i udvalgenes arbejde ved blandt andet retten til at overvære møderne selvom borgmesteren ikke er medlem samt mulighed for at sammenkalde udvalg til drøftelser af sager af fælles interesse. Endelig kan borgmesteren standse behandlingen af en sag under et udvalgs område ved skriftligt at pålægge udvalget uden unødigt ophold at indbringe sagen for kommunalbestyrelsen.

    Se uddybende notat om politikernes opgaver og kompetencer (samme link som ovenfor).

     

    Sidst opdateret: 24. februar 2022