Gå til hovedindhold

Æresrelaterede konflikter

Kommunens medarbejdere skal kunne reagere, hvis borgere henvender sig som offer for en æresrelateret konflikt. Kommunen har et konsulent team, som støtter medarbejderne i at håndtere situationen.

13. aug. 2021

Indhold

    Team om æresrelaterede konflikter yder professionel vejledning, som kan styrke de ansattes rolle, uden at teamet overtager kontakten til borgeren.

    Alle typer medarbejdere kan komme i en situation, hvor en borger henvender sig med et behov for hjælp p.gr.a. af trussel om æresrelateret konflikt eller negativ social kontrol: skolelærere, rådgivere, frontpersonale på Rådhuset, udgående medarbejdere.

    Der kan ofte være brug for at handle akut, men samtidig for at fare med lempe for ikke at forværre situationen. Teamet kender til generationskonflikter og ægteskabstraditioner og har kontakt til fagfolk indenfor mægling og psykologisk støtte.

    Teamet kan kontaktes via Børnefamilieafdelingen.

    Redskaber til vejledning om æresrelaterede konflikter

    Appen MÆRK

    MÆRK (Mod ÆresRelaterede Konflikter) er en app, der giver oplysninger om æresrelaterede konflikter. MÆRK henvender sig dels til unge og dels til professionelle, der møder de unge og deres familier i deres daglige virke. MÆRK rummer informationer om æresrelaterede konflikter, herunder rettigheder, handlemuligheder samt støtte- og vejledningsmuligheder for både fagfolk og unge.

    Appen har en funktion, så den unge kan skjule at appen har været i brug. Ved et tryk på en ”panikknap” bliver skærmen sort og åbnes kun med en speciel pinkode.

    Hotlines for unge, der er udsat for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol

    RED, Center mod æresrelaterede konflikter, Hotline: tlf.nr.: 70 27 76 66

    Lev uden vold, Hotline: tlf.nr.: 1888

    RED har en særlig rådgivning for forældre med etnisk minoritetsbaggrund, som oplever udfordringer med deres børn på grund af kulturforskelle og modstridende ønsker og forventninger. Der kan ringes på tlf. 70 27 03 66 (hverdage mellem 9-15). Det er muligt at få  telefonisk tolkebistand til samtalen.

    Forældre kan læse mere på   https://mellemkulturer.dk/ Foruden dansk har siden indhold på urdu, arabisk, tyrkisk, somali og persisk.

    RED for fagfolk

    RED Center mod æresrelaterede konflikter tilbyder rådgivning for fagfolk, både i enkeltsager og generelt. RED kan lave risikovurdering og de kan tilbyde konfliktmægling, hvis det er relevant. Hvis du har en sag, hvor der er behov for at gøre brug af REDs tilbud, skal du dog kontakte Team om æresrelaterede konflikter her i kommunen først, så vi har kendskab til sagen og kan hjælpe med vejledning.

    VISOs rådgivning i enkelt- og gruppesager

    VISO (Den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation) yder gratis rådgivning og udredning om æresrelaterede konflikter til fagfolk på det specialiserede sociale område i kommuner.

    I enkeltsager tilbyder VISO rådgivning og udredning til fagpersoner, når en borger er udsat for en æresrelateret konflikt. Rådgivningen kan fx indeholde risikovurdering, faglig sparring og samtaler med den unge og familien.

    I såkaldte gruppesager, som er karakteriseret ved en konkret, lokal udfordring i forhold til en afgrænset gruppe af borgere med samme problemstilling, tilbyder VISO opkvalificering af myndighedssagsbehandlere og andre fagpersoner.

    https://socialstyrelsen.dk/viso/Saerlige%20raadgivningsomraader/aeresrelaterede-konflikter

    Sikkerhedskonsulenten

    Sikkerhedskonsulenten bistår med koordinering på tværs af myndigheder og yder rådgivning om sikkerhedsskabelse. Sikkerhedskonsulenten er især relevant at inddrage i sager, hvor der er tale om akut fare og der er behov for vurdering af risikoen og vejledning om sikkerhed.

    Aktuelle kontaktoplysninger for sikkerhedskonsulenter findes på nc-maerk.dk

    Sidst opdateret: 7. januar 2026