Gå til hovedindhold

Klima- og miljøledelse i enhederne

Klima- og miljøledelsessystemet stiller en række krav til de kommunale enheder. Bliv klogere på hvad det betyder for din enhed.

28. aug. 2024
  • Læs op

Indhold

    I Albertslund mener vi det, når vi siger, at der er klima og miljø i alt hvad vi laver. Derfor er alle kommunale aktiviteter omfattet af klima- og miljøledelsessystemet. Det er altså alle lokationer med kommunale aktiviteter der skal efterleve systemet. Uanset om det er egne eller lejede bygninger.

    Alle enheder er dermed omfattet af klima- og miljøledelsessystemet, og det stiller følgende krav til enhederne:

    • Alle enheder skal have en lokal klimarepræsentant eller en klimagruppe, der fungere som lokal tovholder på klima- og miljøarbejdet i enheden 
    • Alle enheder skal årligt arbejde med mindst et klimamål
    • Alle medarbejdere i enhederne skal kende til klima- og miljøledelsessystemet, være bevidste om enhedens miljøpåvirkninger og kende det aktuelle klimamål
    • Alle enheder skal overholde relevant og gældende miljølovgivning
    • Alle enheder skal årligt gennemføre beredskabs- og evakueringsøvelse

    Herunder kan man læse uddybende beskrivelser af de forskellige punkter og roller.

    Når vi i klima- og miljøledelsessystemet anvender begrebet ’enhed’ er det som udgangspunkt én institution, på én lokalitet. Vi ønsker dog, at systemet så vidt muligt skal passe ind i den lokale hverdag, hvorfor det i nogle tilfælde giver mening at en enhed kan være en institution med flere underafdelinger og dermed flere adresser eller omvendt, som i rådhuset tilfælde, en lokalitet der huser flere afdelinger.

    I de tilfælde hvor der ikke er tale om én institution på én lokalitet, stiller det krav til den lokale organisering, så der sikres en nærhed til den eller de valgte klimarepræsentanter (se afsnit om organisation). I tilfælde hvor enheder er store eller placeret på flere adresser bør det overvejes om der skal nedsættes en klimagruppe med repræsentanter fra alle lokaliteter/afdelinger.

    Der er stor forskel på hvor store miljøpåvirkninger der er forbundet med aktiviteterne i de kommunale enheder. Skoler, daginstitutioner og administration har en forholdsvis lav påvirkning, mens den kommunale Materialegård eller Albertslund Idrætsanlæg, har en væsentligt højere påvirkning og større risici forbundet med deres drift.

    Vi skelner derfor mellem almindelige enheder og de klima- og miljøtunge enheder. Kendetegnende ved de klima- og miljøtunge enheder er at de har miljøgodkendelser, er omfattet af mere kompleks miljølovgivning og at der i nogle tilfælde føres miljøtilsyn af kommunens miljøsagsbehandlere.  

    I de tilfælde, hvor der ikke føres almindeligt lovpligtigt miljøtilsyn med de miljøtunge enheder, deltager en miljøsagsbehandler ved interne audits på enhederne. 

    De klima- og miljøtunge enheder er følgende:

    • Albertslund Forsyning
    • Materialegården, herunder Genbrugsstationen
    • Albertslund Stadion, herunder Badesøen
    • Albertslund Ridecenter
    • Toftegården (Dyregården)
    • Hjælpemiddelcentret
    • Basecamp

    Det er den lokale klimarepræsentant der i det daglige sætter klima og miljø på dagsordenen i enheden, og sikrer fremdrift i arbejdet med lokale mål og indsatser. Klimarepræsentanten fungerer desuden som lokal kontaktperson. Alle enheder skal have mindst en lokal repræsentant i klima- og miljøarbejdet. Antallet kan variere efter behov og enhedens størrelse. 

    Den lokale klimarepræsentant deltager i interne og eksterne audits, samt på fællesmøder efter behov. Den lokale klimarepræsentant deltager i kommunens klimanetværk, der mødes 1-2 gange årligt.

    Det er den lokale klimarepræsentants opgave at videreformidle fra audits og fællesmøder til enhedens medarbejdere.

    Er der ikke udpeget en lokal klimarepræsentant er det enhedens leder, der varetager opgaverne.

    Skifter i klimarepræsentant beder vi jer give os besked på miljoledelse@albertslund.dk 

    Lederne af enhederne er ansvarlige for enhedens klima- og miljøarbejde. Lederen skal sørge for at nye medarbejdere introduceres til kommunens klima- og miljøarbejde, og at der udarbejdes mål for enheden, samt at der afsættes ressourcer til at arbejde med målene. Lederen skal ligeledes sikre, at der for enheden er udpeget en lokal repræsentant, der kan fungere som daglig lokal tovholder for klima- og miljøarbejdet, samt at enheden er repræsenteret på de fællesmøder der afholdes i forbindelse med klima- og miljøarbejdet.

    Ledere af enhederne deltager sammen med den lokale repræsentant på såvel interne som eksterne audits.

    Ledere af enheder har ligeledes ansvaret for at relevante lovkrav overholdes på enhedens lokalitet.

    Lederen skal sikre at der årligt afholdes en brand- og evakueringsøvelse i enheden.

    Klima- og miljøorganisationen mødes en til to gange årligt i klimanetværket. Møderne har flere formål og programmet varierer alt efter behov. Det er på møderne i klimanetværket, at de lokale klimarepræsentanter klædes på til klima- og miljøarbejdet og orienteres om systemets opbygning og udvikling.

    Møderne har også en vigtig funktion i forhold til at inspirere klimarepræsentanterne hvad enten det er af eksterne oplægsholdere eller når der i grupper drøftes problemstillinger. Arbejdet med lokale mål startes ligeledes op på netværksmøderne, så deltagerne – især fra samme enhedstyper – kan inspirere hinanden.

    Det er også på netværksmøderne der samles op på hovedkonklusioner på audits og der orienteres om nye retningslinjer, instrukser eller lovkrav.

    Der er mødepligt for klimarepræsentanterne på klimanetværksmøderne. Kan en klimarepræsentant ikke deltage, deltager enhedens leder eller denne udpeger en anden medarbejder til at deltage.

    Hver enhed skal årligt udarbejde mindst 

    Det kan selvfølgelig være en stor mundfuld ude i enhederne når der skal laves klimamål, kortlægning, audits, brandøvelser og en masse andre ting. Vi har derfor fra Miljø & Tekniks side fokus på hvordan vi i videst muligt omfang kan understøtte enhederne i klima- og miljøarbejdet. 

    På de forskellige områder har vi allieret os med nogle fagpersoner, der med hver deres faglighed kan hjælpe i forskellige spørgsmål. 

    Har i spørgsmål til el, vand og varme kan Christian Grønbech fra Kommunale Ejendomme kontaktes på cwr@albertslund.dk eller 5164 7412. 

    Ved spørgsmål relateret til transport, mobilitet, natur eller biodiversitet kan Nanna Moesgaard fra Trafik & Natur kontaktes på nmp@albertslund.dk eller 2342 9927. 

    Spørgsmål omkring affald kan rettes til Jens Granholm fra Affald & Genbrug på jga@albertslund.dk eller 2464 9571. 

    Har man spørgsmål om alt muligt andet kan projektgruppen bag klima- og miljøledelsessystemet kontaktes på miljoledelse@albertslund.dk eller 2325 9967. Tøv endelig ikke med at tage fat i os. Vi kommer også gerne ud og besøger jer til en snak hvis noget virker uoverskueligt eller uforståeligt. Især her i opstarten. Vi stiller også gerne op til personalemøder.  

    Sidst opdateret: 29. august 2024