Klima og miljø
I Albertslund har vi sat klima- og miljøarbejdet i system og arbejder målrettet med at reducere vores påvirkninger. Alle ledere og medarbejdere skal bidrage til at vi opnår vores mål!
Kommunen arbejder ud fra en vision om at være en by for børnene, det grønne og fællesskabet. Vi tænker grønt og har fokus på økologi, energiforbrug, affald som ressource og reduktion af co2-udledning.
Vi har en lang historik med miljøarbejde, og var bl.a. landets første kommune til at udarbejde grønne regnskaber og til at blive fuldt miljøcertificeret. Den første forvaltning blev certificeret i år 2000 og i 2008 lykkedes vi med at få alle kommunens aktiviteter omfattet af certifikatet. I 2019 blev det dog besluttet ikke at forny certifikatet.
I samme periode er der også sket et skift i måden der tales om miljø og bæredygtighed. Miljø er erstattet af klima, og fokus er i høj grad på reduktion af co2. Også i Albertslund, hvor det grønne regnskab er erstattet af et klimaregnskab, og hvor der i 2021 blev vedtaget en Klimaplan (revideret i 2023) med indsatser frem mod år 2050.
For at realisere Klimaplanens målsætninger er det besluttet igen at indføre miljøledelse med henblik på opnåelse af certificering. Målet er i sig selv ikke certifikatet, men at forpligte hele organisationen til at arbejde systematisk med klimaplanens målsætninger.
På siderne her kan du læse mere om, hvad det betyder at vi arbejder på at blive miljøcertificerede, og hvilke forpligtelser den enkelte leder, medarbejder og arbejdsplads har i vores klima- og miljøledelsessystem.
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber". Med tre verdensmål i centrum sætter den retning for Albertslund