Gå til hovedindhold

Sygdom - lovligt forfald

Læs mere om hvad der betragtes som lovligt forfald.

13. sep. 2021

Indhold

    Lægebesøg i arbejdstiden – overordnede principper:
    Som hovedregel skal lægebesøg – herunder konsultationer hos praktiserende læge, speciallæger, hospitaler m.v. – tilrettelægges uden for medarbejderens normale arbejdstid. Dette gælder ligeledes for regelmæssige kontrolbesøg samt planlagte undersøgelser.

    I de tilfælde hvor det ikke er muligt at placere lægebesøget uden for arbejdstiden, bør det så vidt muligt finde sted på et tidspunkt, der medfører mindst mulig forstyrrelse af arbejdspladsens drift og bemanding. Såfremt medarbejderen ikke har mulighed for at placere lægetiden uden for arbejdstiden, skal nærmeste leder informeres hurtigst muligt med henblik på at sikre hensigtsmæssig planlægning og tilrettelæggelse af arbejdsopgaver.

    Lægebesøg med ret til løn:
    I nedenstående tilfælde ydes der løn under fraværet, idet fraværet anses som sygdom i henhold til funktionærlovens § 5:

    • Ved akut opstået sygdom hvor medarbejderen er nødsaget til at søge lægehjælp i arbejdstiden – eksempelvis ved pludselige mavesmerter, akut tandpine, besvimelse m.v. (listen er ikke udtømmende).
    • Ved undersøgelser og behandlinger – herunder hos praktiserende læge, speciallæge, fysioterapeut, tandlæge eller i forbindelse med ambulant hospitalsbehandling – som indgår i et længerevarende og/eller tidskrævende behandlings- eller genoptræningsforløb, der er nødvendige for, at medarbejderen kan opretholde eller generhverve sit helbred, helt eller delvist – eksempelvis ved sygdomme som diabetes, KOL, depression, angst m.v. (listen er ikke udtømmende).
    • Ved undersøgelser i forbindelse med national tilbudte screeningsprogrammer for livmoderhalskræft, brystkræft og kræft i tyk- og endetarmen, som har til formål at identificere mennesker, der vil have gavn af forebyggelse eller tidlig behandling for en af ovennævnte sygdomme.

    Ved sådanne tilfælde skal fraværet registreres som sygdom, dvs. medarbejderen får løn. Nærmeste leder kan anmode om relevant dokumentation for behandlingsforløbet.

    Lægebesøg uden ret til løn:
    Lægebesøg og opfølgende kontroller, som ikke er omfattet af ovenstående – eksempelvis rutinemæssige tandlægebesøg eller andre konsultationer, der ud fra karakter og planlægningsmuligheder med rimelighed kan placeres uden for arbejdstiden – skal som udgangspunkt afvikles uden for arbejdstiden.
    Såfremt medarbejderen, efter forudgående aftale med nærmeste leder, vælger at gennemføre sådanne besøg i arbejdstiden, sker dette som udgangspunkt uden løn.

    Om kosmetiske operationer

    Hvornår der er tale om sygdom, og dermed lovlig forfald, ved kosmetiske operationer, kan du læse om i notatet

    Sygdom i forbindelse med kosmetiske operationer

    Sidst opdateret: 11. juli 2025