Gå til hovedindhold

Relevante informationer ifm. dit forløb som kontorelev i Albertslund

- Portalen er fortsat under opbygning og udbygges løbende. Kontakt elevkoordinatoren hvis der er oplysninger du mangler eller hvis der er tvivlsspørgsmål.

1. mar. 2024

Indhold

    Velkommen til Albertslund Kommune, som skal være din arbejdsplads i de næste to
    år. Vi håber på, at årene vil blive lærerige og vil give dig lyst til at fortsætte indenfor
    den kommunale sektor.

    Denne elevportal har vi lavet til dig, for at svare på nogle af de spørgsmål, som du
    sikkert har eller måtte få som nyansat i Albertslund kommune. Du kan også med
    fordel orientere dig på kommunens intranet. Hvis du har andre spørgsmål, er du altid
    velkommen til at rette henvendelse til elevkoordinatoren, Pernille Carlsen, din
    elevvejleder i det område, hvor du er elev eller hos de andre kontorelever.

    Elevportalen revideres løbende og er et supplement til de informationer, som du i øvrigt finder her på medarbejdersiden og der tages derfor forbehold for ændringer.

    Vi håber på et godt samarbejde de næste par år.

    Albertslund er navnet på både en kommune og en by. Kommunen fik navnet den 25. oktober 1973. Inden da hed kommunen Herstedernes Kommune, men blev altså i 1973 omdøbt til Albertslund fordi Indenrigsministeriet ikke ville anerkende et stednavn i flertalsform.

    Navnet kommer fra den store gård Albertslund, som lå på landsbyen Vridsløselilles marker. I 1963 kom S-toget til byen og stationen lå ved Albertslund. De sidste rester af gården forsvandt i 1964, og med udgangspunkt i jordkøbet fra gården Albertslund byggede kommunen byen Albertslund – først som bydelen Albertslund Syd og siden som den by, vi kender i dag.

    Nu har byen knap 28.000 indbyggere og 106 nationaliteter, et højt aktivitetsniveau og tradition for dialog med borgere og erhvervsliv. Miljøaktiviteter, gode rammer for børn og unge og alsidige kultur- og fritidstilbud har høj prioritet.

    61% af boligerne i Albertslund er almene, mens 34% er ejerboliger.
    Albertslund har et areal på 23 kvadratkilometer, hvoraf over 60 % er dækket af skov og grønne områder.

    Byen har 16 daginstitutioner, fire folkeskoler og et ungecenter. Her er også et gymnasium og en privatskole.

    Albertslund er kendt som den plan­lagte by fra 1960'erne og 1970'erne med det nysk­abende byg­geri, hvor højhusene er lagt ned og veje er adskilt fra den bløde trafik på gang- og cykelstier. 

    Albertslund har i alt 245 km vej og sti. Heraf er lidt over halvdelen cykelsti – nemlig 124 km, af disse er 55 km kommunal sti.

    Borgmesteren har siden 2010 været Steen Christiansen (A).

    I kommunen er der ca. 2800 ansatte, heraf er ca. 280 placeret på rådhuset.

    Den politiske organisation
    Kommunalbestyrelsen er den øverste instans i kommunen.

    For at få fordelt de politiske arbejdsopgaver har Kommunalbestyrelsen nedsat en
    række stående udvalg, som hver for sig tager sig af dem umiddelbare forvaltning af
    deres område. På kommunens hjemmeside kan du læse mere om
    kommunalbestyrelsen og de politiske udvalg.

    Den administrative organisation
    Kommunen har også en administrativ organisation. Den øverste leder af
    organisationen er borgmesteren. Derefter kommer direktionen, som består af
    kommunaldirektøren og 2 direktører.

    Organisatorisk er Albertslund kommune opdelt i 2 områder og 6 fagområder.
    Kommunens institutioner er tilknyttet et område.

    Du kan læse mere om kommunens organisering og se et organisationsdiagram her

    På siden kan du også læse mere om direktionen og om de enkelte afdelinger. 

     

    Elevkoordinatoren (P.t. Pernille Carlsen) er ansvarlig for alle kontorelever og
    elevvejledere i Albertslund kommune. Pernille Carlsen har til opgave, sammen med
    elevvejlederne, at vejlede og orientere eleverne samt sørge for de generelle opgaver
    vedrørende eleverne. Hun sørger fx for en masse praktiske ting i forhold til din
    ansættelse, skoleperioder samt at planlægge elevmøder. Elevkoordinatoren vil også
    deltage i den første samtale efter en måneds ansættelse. Hvis din elevvejleder ikke
    kan svare på dine spørgsmål, kan Pernille Carlsen måske.


    Du kan kontakt Pernille Carlsen på 21373603 eller plc@albertslund.dk

    Økonomi og Stab: Jesper Hansen Dichmann, Pernille Carlsen
    Kultur, Fritid, Ejendomme og Erhverv: Carina Kofoed
    Borger og arbejdsmarked: Charlotte Kok
    Miljø og Teknik: Andreas Jensen
    Dagtilbud og Skole: Alice Skov Christensen
    Ældre, Sundhed og Social: 
    Børn og Familie: ?

    Elevvejlederens rolle
    Udover at følge din trivsel på arbejdspladsen, har elevvejlederen ansvaret for den
    løbende oplæring og vejledning, og at der udarbejdes en uddannelsesplan for dig,
    herunder at oplæringen koordineres i den periode, du er i afdelingen. Endelig er det
    elevvejlederen, der løbende afholder samtaler med dig i din elevtid. Hvis der er noget,
    du undrer dig over, eller ikke er som det skal være, eller din uddannelsesplan ikke
    bliver fulgt, er det din elevvejleder, du skal gå til.


    Som elevvejleder deltager man i ca. 2 møder årligt med de øvrige elevvejledere og
    elevkoordinatoren med henblik på erfaringsudveksling.

    Når du ansættes som kontorelev følger du HK overenskomsten for det kommunale område. 

    Dine løn- og ansættelsesvilkår følger af overenskomsten. 

    Lønindplacering fremgår af overenskomsten. Bemærk der gælder særlige vilkår, hvis du er voksenelev.

    Din lønseddel bliver sendt til din digitale e-boks. Lønnen udbetales bagud og
    indsættes på din NEM-konto den sidste hverdag i måneden.

    Undervejs i din uddannelse vil du komme rundt i forskellige afdelinger i kommunen. Dog max. 3 afdelinger. Hvilke afdelinger afhænger af hvordan jeres uddannelsesforløb sættes sammen, ressourcer i de enkelte afdelinger m.v.

    Man må gerne komme med ønsker til afdelinger, men det kan ikke garanteres, at ønskerne kan opfyldes. 

    Når du skifter praktiksted i løbet af din elevtid, vil der blive afholdt et
    overdragelsesmøde. Formålet er at sikre helhed og koordinering mellem de
    praktikpladser, hvor din uddannelse finder sted.

    Som led i din uddannelsesplanlægning skal hvert praktiksted, dvs. elevvejlederen,
    lave en lokal uddannelsesplan, der gælder for den periode, du skal være i den
    pågældende afdeling. Uddannelsesplanen skal være udarbejdet, inden start på dit
    praktiksted.


    Uddannelsesplanen skal dels indeholde en beskrivelse af de opgaver og funktioner, du
    skal igennem, dels en beskrivelse af de tilhørende indlæringsmål. Uddannelsesplanen
    er tænkt som et ”dynamisk dokument”, der skal bruges i det daglige arbejde, så både
    du og din elevvejleder kan følge med i, hvordan din uddannelse skrider frem.

    Inden du starter som elev i Albertslund Kommune, får du tilsendt et ansættelsesbrev
    samt en uddannelsesaftale. Uddannelsesaftalen er et papir på, at du og Albertslund
    kommune har indgået en aftale om et 2-årigt elevforløb. Derudover er
    uddannelsesaftalen også en skoletilmelding til Next Ballerup, hvor du skal gå i dit
    skoleforløb.

    Elevuddannelsen veksler i de 2 år, uddannelsen varer, mellem praktikophold i
    Albertslund Kommune og skoleophold på Next i Ballerup. Sidste skoleperiode afsluttes
    med en fagprøve.

    Eleven skal i skole i i alt 15 uger fordelt over forskellige perioder plus eksamen.
    Skoleopholdene er med fuld løn, og der er ingen udgifter til materialer.
    Skolen orienterer elever nærmere om fagindhold, skoleophold m.v.

    Økonomi og Stab betaler dine bøger til skoleforløbet. Indkøb foretages af eleverne selv. Regningen skal sendes elektronisk til Økonomi og Stab via EAN Nummer.

    Transportudgifter
    Next ligger i Ballerup. Udgifter til transport bliver refunderet af Økonomi og Stab, som
    får automatisk besked fra skolen.

    Sygdom i forbindelse med skoleophold

    Ethvert fravær på skoleopholdet skal meddeles til Next samt til den elevansvarlige i
    den afdeling du er i.


    Fravær på skoleopholdet er 0%. Hvis dette sker, skal skoleopholdet revurderes af
    skolen.

    Yderligere spørgsmål vedr. den teoretiske del af uddannelsen kan rettes til Next.

    Valgfag

    Kontakt din elevkoordinator inden du vælger valgfag på din uddannelse. 

    Fagprøve

    Uddannelsen afsluttes med en fagprøve, hvor du skal vise, at du er i stand til at
    anvende den viden, du har opnået under din uddannelse, til løsning af en given
    opgave.

    I den forbindelse skal du kunne inddrage teoretiske og praktiske forhold fra
    hele uddannelsen. Fagprøven kan gennemføres individuelt eller som gruppearbejde.
    Fagprøven forberedes i den næstsidste skoleperiode, hvor du udarbejder din
    problemformulering i samarbejde med din lærer. I den sidste skoleperiode
    færdiggøres fagprøven. Der gives ingen egentlig vejledning, men du har mulighed for
    at få besvaret enkelte konkrete spørgsmål af din faglærer.


    Dispositionen til Fagprøven skal godkendes af elevkoordinator Pernille Carlsen inden
    den afleveres til skolen. Dispositionen bedes afleveret elektronisk en uges tid, inden
    den skal afleveres på skolen. Det giver mulighed for gensidig sparring.
    Det udarbejdede projekt afleveres til skolen. Skolen sender projekterne til
    eksaminator og censor, der skal have mulighed for at sætte sig ind i opgavens
    problemformulering. Derefter finder der en mundtlig eksamination sted.


    Når projektet er afleveret, skal du efterfølgende til eksamen. Du har fri på
    eksamensdagen samt dagen før.

    På uddannelsens 2. år kommer du på en studietur til Bruxelles sammen med skolen.
    Formålet med turen er at få et indblik i EU's betydning og hvilke arbejdsområder, de
    varetager. Der er som udgangspunkt mødepligt. Dispensation kan gives af skolen og
    Albertslund kommune samlet.


    Albertslund Kommune betaler rejsen, og der gives diæter til forplejning.

    Blanketten til diæter findes på intranettet under Løn og Personale - blanketter. Det er en fordel at
    udfylde blanketten i god tid, så diæterne kan være til udbetaling, inden I skal af sted.

    I løbet af den periode du er ansat som elev i Albertslund kommune, vil der blive
    afholdt mindst 4 individuelle elevsamtaler. Samtalerne vil foregå i starten og
    slutningen af 1. elevår og i slutningen af 2. elevår. Udover elevmøderne, er det ved de
    individuelle samtaler, at du og din vejleder har mulighed for at tale mere konkret
    sammen.


    De første tre samtaler (ca. ved 1. måned, 2. måned og 3. måned) er
    prøvetidssamtaler og afholdes af din elevvejleder med henblik på at bedømme, om
    uddannelsesforholdet skal fortsætte. Her vil I tale om, hvordan din start i Albertslund
    Kommune er forløbet, og om dine forventninger til elevuddannelsen foreløbig er
    indfriet. I vil også tale om, arbejdspladsens forventninger til dig er blevet indfriet. Ved
    den første samtale vil elevkoordinatoren også deltage. Den 3. samtale kan skubbes,
    hvis samarbejdet fungerer uden problemer.


    Den efterfølgende samtale (kort inden sommerferien på det 1. år) vil handle om,
    hvordan det går, samt hvor langt du er nået i forhold til din uddannelsesplan.

    Som elev deltager du i ca. 4 elevmøder med de øvrige elever samt elevkoordinatoren
    fra Økonomi og Stab. På møderne taler vi bl.a. om hvordan det går på
    arbejdspladserne både socialt og fagligt. Vi tager også ting op ad hoc. F.eks.
    diskuterer vi udbyttet af skoleperioderne, fagprøveskrivning, forventninger til
    praktiksteder etc.


    På elevmøderne har vi alle tavshedspligt. Dvs. at det vi taler om der, kommer ikke
    videre, med mindre andet er aftalt.

    Ofte aftaler eleverne at mødes i kantinen en fast ugedag, hvor de spiser deres frokost
    sammen. De første uger tager 2. års eleverne de nye elever med, derefter er det
    eleverne selv, der beslutter, hvordan de vil mødes. Den første onsdag i måneden har
    eleverne lov til at holde en times frokostpause, hvor de har lidt længere tid til at
    diskutere elevtiden i Albertslund Kommune.

    Kontorelever følger de regler om ferie og fravær, som følger af overenskomster, Ferieloven og Aftale om fravær af famliemæssige årsager på det kommunale område. 

    Der henvises derudover til siden om tjenestefrihed på medarbejdersiden. 

    Sygdom
    Kommunens regler om sygefravær fremgår af medarbejdersiden.

    Bliver du syg, skal du melde dig syg til din nærmeste leder eller elevvejleder. Spørg
    din elevvejleder, hvem du skal melde dig syg til for at kende dit praktiksteds praksis.
    Du skal huske at raskmelde dig igen, når du er tilbage på arbejdspladsen.

    Bliver du syg under et skoleophold skal du melde dig syg til både skolen og din arbejdsplads. 

    Din sygdom bliver registreret på din personalesag. Du vil blive indkaldt til sygefraværssamtaler på samme måde som alle andre ansatte, jf. reglerne om sygefravær i Albertslund Kommune. 

    Hvis Albertslund Kommune vurderer, at dit fravær har medført, at du ikke har haft
    fuldt udbytte af din praktikperiode, kan kommunen vælge at forlænge din
    praktikperiode.

    I din skoleperiode skal du være opmærksom på at grænsen for acceptabelt fravær er
    0 %. Ved højere fravær kan skolen kræve, at du tager din skoleperiode om.
    Der udbetales fuld løn under sygdom.

    Ferie

    Ferieregler for kontorelever fremgår af din overenskomst, af Ferieloven og af Aftale om fravær af familiemæssige årsager. 

    Som 1. års elev har du pligt til at oplyse om feriekort fra din tidligere arbejdsgiver til
    Økonomi og Stab, hvis du ikke har brugt alle dine feriepenge.

    Din ferie skal godkendes af din personaleleder. Der bliver så vidt muligt taget hensyn
    til den enkelte medarbejders ønske om feriens placering, men ferien fordeles, så
    afdelingen stadig kan fungere.

    Ferien skal indberettes på den måde de enkelte afdelingerne har aftalt. Tal med din elevvejleder herom. 

    Daglig tidsregistrering og indberetning af fravær og ferie via App.

    Pr. 1. juli 2024 skal alle ansatte registrere deres arbejdstid i appen "Mine apps - Mit fravær/nærvær". 

    Heri registrerer du både din daglige arbejdstid, men også ferie og fravær. Det vil være en leder i Økonomi og Stab, som godkender dit fravær, men du aftaler ferie med lederen på dit praktiksted og melder dig også syg hertil på samme måde som dine kolleger skal gøre det på dit praktiksted. 

     

     

    Albertslund Kommune holder lukket i dagene mellem jul og nytår + fredagen efter Kr.
    Himmelfart og den 23. december når den falder på en mandag og 2. januar når den falder på en fredag. Disse dage skal du afholde ferie. 

    Rådhuset er endvidere lukket 1. maj og Grundlovsdag. Disse dage skal du ikke bruge feriedage på. 

    Som 1. års elev har du ret til at holde fri på lukkedagene (1. maj og Grundlovsdag tæller ikke med her)  MED almindelig løn. Hvis du har optjent feriepenge i et andet ansættelsesforhold, udbetaler Albertslund Kommune ikke løn under disse feriedage,og du vil så skulle bruge dine optjente feriepenge i stedet.

    Når du er 2. års elev, har du optjent ferie, og lukkedagene omkring jul og nytår, samt
    fredagen efter Kristi Himmelfart skal du derfor registrere som feriedage på samme måde som f.eks. sommerferie. 1. maj og grundlovsdag er fridage med løn og skal ikke registreres. 

    Du får udleveret en adgangsbrik til rådhuset ifm. din opstart. Når du er ude i en decentral enhed/afdeling vil du får instruktion om adgang til denne enhed/afdeling. 

    Albertslund Kommune har røgfri arbejdstid, jf. reglerne om røgfri arbejdstid på medarbejdersiden. 

    IT-sikkerhed

    Som elev skal du følge de gældende regler om IT-sikkerhed. Reglerne fremgår af medarbejdersiden.

    Det betyder bl.a. at du altid skal huske at låse din pc med CTRL+ALT+Delete og vælge "Lås pc" for at låse den. Dette er af sikkerhedsmæssige årsager, så uvedkommende ikke kan få tilgang til din computer.

    Outlook og internet
    I Albertslund kommune bruger vi Outlook som kalender- og mailsystem.
    Det er tilladt at modtage private e-mails på arbejdet men i begrænset omfang. Som
    udgangspunkt er al information på din arbejdsplads ’kommunens’. Har du derfor
    behov for at sende lange breve, kommunikere med dine venner eller surfe på
    internettet i større omfang, skal du bruge din fritid. Facebook kan åbnes, men hvis
    man bruger arbejdstiden uhensigtsmæssigt, kan det medføre sanktioner.
    Arbejdsgiveren har ret til at lave kontrolcheck.

    SBSYS
    SBSYS er vores elektroniske journaliseringssystem. I SBSSYS oprettes der bl.a. sager vedr. borgerne, dagsordener til politiske møder m.v.

    Printere
    Printere på rådhuset kan betjenes af alle uanset hvor du befinder dig i organisationen. Du vil få udleveret en kode til printeren ifm. opstart. 

     


    Telefoni
    I Albertslund Kommune benyttes Teamstelefoni. I nogle afdelinger har man også mobiltelefoner.

    God telefonskik i Albertslund kommune er at præsenterer sig med afdelingsnavn og
    eget navn. Hvis man kan høre, at borgeren er stillet forkert ind, skal man hjælpe
    videre til korrekt afdeling.

    Hovednummeret er 43 68 68 68.

    Telefonen kan bruges til korte private opkald, hvis man skal bestille tid til læge eller
    andet.

     

    På Albertslund Rådhus finde der en en kantine. Kantinen har åbent kl. 11.30-13.00 i hverdagene. Der kan købes mad med kreditkort og mobilepay pr. besøg. Der er således ikke en månedlig betaling.

    Du kan finde yderligere informationer om kommunen på medarbejdersiden.albertslund.dk og på albertslund.dk

    Når du har bestået din elevuddannelse, holder Albertslund Kommune en reception for
    jer elever, hvor I får overrakt jeres beviser. Receptionen arrangeres af eleverne selv i
    samråd med elevkoordinatoren.

    En repræsentant for ledergruppen plejer at deltage og sige et par ord, idet omfang det
    er muligt i forhold til deres kalender på dagen.

    Du er velkommen til at invitere familie og kolleger med til receptionen efter nærmere vejledning.

    Eleverne står selv for at arrangere deres reception, herunder overholdelse af budget.
     Fastsæt dato og tidspunkt
     Reserver mødelokale via Outlook
     Kontakt Janne Puggaard, for at reservere tiden i Kommunaldirektørens
    kalender.
     Udarbejd indbydelse, som sendes ud via mail og udleveres til familie.
     Hold et møde med kantinen om, hvad I ønsker der skal være af drikkevarer og
    mad/slik/chips.
     Indkøb af blomster samt oppyntning af lokalet på dagen.

    Kontorelever kan ikke forvente permanent ansættelse efter elevtidens afslutning.

    Kontorelever kan dog søge eventuelle ledige stillinger i kommunen på lige fod med
    andre ansøgere i slutningen af deres elevtid.

    Undervejs i uddannelsen deltager eleverne i et kommunalbestyrelsesmøde.

    Elevvejlederne vil blive varslet om dette møde i god tid, da der vil være en omlægning
    af arbejdstiden. Deltagelse er obligatorisk. Deltagelse i kommunalbestyrelsesmøde vil
    ske i forbindelse med intro til Økonomi og Stab, som er ansvarlig for politiske dagsordensproduktion, møder i KommuneMED (øverste samarbejdsudvalg i kommunen), råd, nævn mv.

    HK planlægger en elevkonference hvert efterår. Eleverne kan tilmelde sig denne
    konference, hvis de er medlem af HK. Eleverne har tjenestefri med løn, hvis de tager
    med på konferencen. Hvis de ikke tager med, skal de på arbejde.

    De første tre måneder af den første praktikperioder er gensidig prøvetid, hvor begge parter uden varsel og uden angivelse af grund kan opsige aftalen. Skoleperiode medregnes ikke i prøvetiden. 

    Du har som kommunalt ansat i Albertslund kommune tavshedspligt om de
    oplysninger, du kommer i berøring med. Tavshedspligten bortfalder ikke ved ophør af
    kommunal beskæftigelse. Det er en alvorligt forseelse at bryde tavshedspligten, og
    det er strafbart efter straffelovens § 152. Du kan straffes med bøde eller fængsel
    indtil 6 måneder. I grovere tilfælde kan du straffes helt op til 2 år

    Albertslund Kommune har ingen krav til hvilken påklædning, medarbejderne har på,
    men vi forventer, at du ser præsentabel ud. Du kan spejle dig i, hvordan dine kolleger
    går klædt.

    Rådhusets kantine er åben mandag til fredag kl. 11.30 – 13.00. Frokostpausen er på
    30 minutter. Kantinen er kontantløs, og man skal derfor betale med sit kreditkort eller Mobilepay. 

    Sidst opdateret: 9. september 2024