Gå til hovedindhold

Nytårshilsen fra kommunaldirektør Henrik Harder

I en hilsen til alle medarbejdere i Albertslund Kommune ønsker kommunaldirektør Henrik Harder godt nytår og ser ind i 2023, hvor vi sammen skal lykkes

6. jan. 2023

Indhold

    Kære alle

    Jeg håber, at I alle har nydt juleferien, og at I er kommet godt ind i 2023.

    2022 var et år, hvor vi var nødt til at omprioritere nogle af vores økonomiske midler i Albertslund Kommune. Det medførte reduktioner i budgetter mange steder i organisationen. Men det medførte også, at vi nu er godt rustet til at klare de økonomiske udfordringer med b.la. merforbrug udvalgte steder hos os. Derfor skal 2023 være året, hvor vi kan få mere fokus på vores opgaveløsninger og på den værdi, vi dermed skaber for borgere og for os selv i organisationen.

    Kommunalbestyrelsen valgte sidste år at revidere visionen, og derfor har vi nu fået et pejlemærke for vores opgaveløsning. Revideringen holder på den ene side fast i et fokus på børn, det grønne og fællesskaber, mens den på den anden side har skærpet formuleringen om, hvad vi skal opnå i forhold til de tre områder.

    Læs visionen

    Det er vores opgave som organisation at indfri visionen. Det skal vi primært gøre på to måder. Vi skal gøre det ved, at vi i vores tilgang til opgaver inddrager intentionerne fra visionen. Når der i visionen står, at ”Børn og Unge i Albertslund skal udvide deres horisonter og erkendelser”, så tænker jeg dels at medarbejdere og ledere på børne- og ungeområdet også skal have det som ambition for deres egen tilgang til opgaver, og dels at vi alle kan have glæde af det, når vi skal udvikle vores opgaveløsninger.

    Når visionen på den grønne bane har en ambition om, at ”byen er vores laboratorium, og globale udfordringer tænkes ind i lokale løsninger”, så skal vi tænke, at vi også har et ansvar for at udvikle lokale grønne løsninger. Og endeligt; når visionen skriver om fællesskaber, så skal vi også forstå vores organisation bestående af både ét stort fællesskab og af mange mindre fællesskaber. Fællesskaber, hvor vi akkurat som det står i visionen, skal lade ”forskellige holdninger, forståelser og tilgange mødes, for at få øje på flere nuancer og bliver klogere sammen”.

    Vi skal også indfri visionen ved at arbejde med de 12 målsætninger, som Kommunalbestyrelsen vedtog i december. Dem skal vi skal have et særligt fokus på i 2023.

    Læs målsætningerne 

    De 12 målsætninger, som går på tværs af afdelinger og enheder, kommer fra de 17 politikker, som vi fremover skal have i Albertslund. De 17 politikker er en markant reduktion i forhold til de tidligere ca. 50 politikker og strategier. Det giver os mulighed for at kunne arbejde mere fokuseret med at indfri de politiske målsætninger, ligesom det stiller krav til os om, at der er en tydelig kobling mellem de politiske beslutninger og vores opgaveløsninger. Til at konkretisere målsætningerne er alle afdelinger lige nu i gang med at udarbejde mål. Mål som er vendt mod at skabe værdi for borgere, virksomheder, foreninger og klimaet.

    I arbejdet med målsætningerne og målene er vi optaget af, at vi skal gøre brug af hinandens kompetencer. Mange opgaver kan vi løse hver for sig, men de svære opgaver, hvor det kan være svært at ”komme i mål”, løses bedst i fællesskab. Derfor er der et årshjul for arbejdet med målsætninger og mål, der kan skabe gode rammer for at vi kan samarbejde med hinanden. Men det gælder helt generelt i Albertslund, at jeg gerne vil have, at ingen føler, at de står alene med en svær opgave, men at alle ved, at det er både legitimt og ønskværdigt at række ud til andre for at skabe bedre løsninger. Vi er tilsvarende i arbejdet med målsætninger optaget af at skabe et lokalt råderum, så I ved at bringe jeres kompetencer i spil kan planlægge og gennemføre, hvordan I vil indfri målene.

    Under overskriften ”Én kommune – én organisation” kan I læse meget mere om arbejdet med målsætninger og mål på medarbejdersiden. På medarbejdersiden kan I også finde følgende model:

    Ledelseshjul med indikatorer

    Modellen indikerer det, vi skal fokusere på i organisationen samlet og på de enkelte arbejdspladser. Når vi arbejder med at indfri visionen og med målsætninger og mål, så arbejder vi med ”opgaver”. Men for at gøre os i stand til det, så skal vi også arbejde med ”adfærd” og ”struktur”. Dermed er opgaver, adfærd og struktur hinandens forudsætninger, så vi kan lykkes som organisation.

    I 2023 skal vi arbejde med adfærd ud fra særligt tre nedslag. En arbejdsgruppe bestående af medarbejdere og ledere har i 2022 udarbejdet oplæg til et medarbejder- og ledelsesgrundlag. Det er i høring lige nu. Når høringsperioden er færdig, så skal vi i år implementere grundlaget. Formålet med grundlaget er, at vi kan opnå en mere præcis forventning til hinanden - både når vi arbejder hver for sig og når vi arbejder sammen.

    Derudover skal vi i 2023 arbejde med nedbringelse af fravær. Selv om det lykkedes i 2022 at få sat ”en prop” i fraværet, således at det ikke steg yderligere, så er det fortsat alt for højt. Det gælder både, når vi sammenligner os med landets øvrige kommuner generelt og med de kommuner, der er omkring os. Det udfordrer kvaliteten af vores opgaveløsninger, og det presser medarbejdere og ledere i dagligdagen, at der enten mangler kolleger eller at det er nødvendigt at indkalde vikarer, som meget naturligt ikke kan løfte opgaverne i samme grad som fastansatte. Vi har lavet tiltag i 2022 for at skærpe indsatsen for lavere fravær. I 2023 kommer vi til at introducere nye tiltag, for både at skærpe og målrette indsatsen yderligere. Vi er simpelthen ikke i stand til, hverken at kunne levere det, vi skal, eller at opnå den trivsel, der er ønskværdig for os med så højt et fravær. Og derfor er det bydende nødvendigt at fraværet generelt, og med et særligt fokus på det arbejdsrelaterede fravær, kommer ned i 2023. Det skal være et fokus for os alle, og i Kommune-MED har vi gjort det til et af vores vigtigste indsatsområder.

    Endelig skal vi i forhold til ”adfærd” gennemføre en ny APV- og Trivselsundersøgelse i 2023. Undersøgelsen kan give os rigtig meget vigtig data, og derfor opfordrer jeg alle til at give deres besyv med. Men det altafgørende, for at vi kan handle på data, er jeres efterfølgende drøftelser på jeres arbejdspladser. Så derfor en stor opfordring til, at I tager disse drøftelser, så I kan udarbejde vedkommende handleplaner, som I løbende kan bringe op og følge op på. Da vi skal have stort fokus på nedbringelse af fravær, så ønsker jeg, at I bringer dette ind, når I udarbejder jeres handleplaner.

    I forhold til ”struktur”, så lagde vi jo fire afdelinger sammen til to i 2022. De to nye afdelinger ”Afdeling for dagtilbud og Skole” og ”Afdeling for Ældre, Sundhed og Social” skal bruge 2023 til at implementere de organisatoriske ændringer, som sammenlægningerne har medført. På samme måde skal ”Afdeling for Borger og Arbejdsmarked”, som følge af budget 2023, foretage organisatoriske ændringer, der skal implementeres i år. Derudover skal vi i 2023 arbejde med samarbejdet mellem fagområder og stabsområder. Helt konkret skal vi på baggrund af endnu en arbejdsgruppe bestående af medarbejdere og ledere arbejde med at revidere vores interne styringsdokumenter. Det kan fx være de dokumenter, der tilkendegiver hvad vi skal gøre, når vi ansætter eller når ansatte skal på barsel. Formålet med revideringen er dels at gøre dokumenterne klare og dels, at det bliver tydeligt hvem der har ansvaret for hvad i håndteringen af de forskellige opgaver.     

    I 2022 havde vi held med at nedsætte arbejdsgrupper bestående af både medarbejdere og ledere. Ideen bag det er, at hvis vi er flere og flere med forskellige perspektiver, der er med til at udarbejde fra begyndelsen, så får vi også bedre resultater. Resultatet af arbejdsgruppernes arbejde er fx medarbejder- og ledelsesgrundlaget, og jeg synes, at grundlaget er et godt eksempel på, at de forskellige perspektiver har skabt et rigtig godt resultat. I 2023 skal vi videreføre denne arbejdsform. Vi skal bl.a. nedsætte en gruppe, der skal kigge på Albertslund Kommune som fremtidens attraktive arbejdsplads. Attraktiv både for at fastholde alle os, der allerede er ansat, og for at tiltrække nye medarbejdere og ledere. Det hører I mere om på et senere tidspunkt.

    I forhold til mig selv, så var jeg i 2022 rigtig glad for at være i praktik hos nogle af jer. Det kvalificerer mit arbejde, herunder min dialog med kommunalbestyrelsen, rigtig meget, at jeg har lidt mere indsigt i det, I laver og det, I er optaget af. Jeg er rigtig glad for, at I giver jer tid til at have mig i praktik. Og det glæder mig, at jeg allerede nu er fyldt op med praktikker i 2023. Dem ser jeg frem til.  

    Denne nytårshilsen er et forsøg på at give et overblik over vores store fællesopgaver i 2023. Men det er jo kun muligt i forhold til de opgaver, vi kender på nuværende tidspunkt. Det skal suppleres med alt det uforudsete, der støder til. Derfor kan det sagtens være, at vi bliver nødt til at justere i løbet af året. Men uanset hvad så er det min overbevisning, at vi klarer 2023 bedst sammen. Ved at vi gør brug af hinandens kompetencer og ved, at vi stiller os til rådighed for hinanden. Mine praktikker bekræfter mig i den grad i, at der er rigtig mange gode kræfter i Albertslund Kommune. Og mit samarbejde med Kommunalbestyrelsen giver mig en klar forvisning om, at vi har konstruktive og engagerede politikere, der brænder for Albertslund, og har øje for vi ansattes forhold. Derfor er jeg også gået meget fortrøstningsfuldt og forventningsfuldt ind i det nye år.

    Rigtig godt nytår - jeg ser frem til samarbejdet med jer i 2023.

     

    Mange hilsner

    Henrik

    Sidst opdateret: 6. januar 2023