Gå til hovedindhold

Julehilsen fra Kommune-MED

På vegne af Kommune-MED sender forperson Henrik Harder og næstforperson Maiken Amisse en julehilsen til medarbejdere og ledere i Albertslund Kommune. Læs den her

18. dec. 2025

Indhold

    Kære alle medarbejdere og ledere i Albertslund

    På vegne af Kommune-MED sender vi hermed en julehilsen til jer med fokus på året, der er ved at gå på hæld.

    Vanen tro har vi i Kommune MED, på forskellige måder, haft fokus på arbejdsmiljøet. Dels for at understøtte trivslen hos os, og dermed også vores lyst til at fortsætte med at være en del af vores arbejdsfællesskab, samt dels for at understøtte, at vi kan skabe/medskabe gode ydelser for vores borgere, foreninger og virksomheder.

    Et af de emner, vi har drøftet mest, er sygefravær. Heldigvis er det fortsat faldende. For første gang i mere end fire år er vi nu under 14 fraværsdage i gennemsnit pr. år pr. ansat. Det er virkelig godt gået, og det betyder, at vi i højere grad har vores kolleger omkring i stedet for at have vikarer eller stå alene med opgaverne. Udviklingen med faldende fravær skal meget gerne fortsætte i 2026. Derfor skal der lyde en stor opfordring til at fortsætte det gode samarbejde i MED på vores arbejdspladser og fortsætte med at have den tætte dialog mellem medarbejdere og ledere om arbejdsforhold.

    Vi har også drøftet seniorpolitik i år. Som noget nyt er der indført tilbud om seniorsamtale, når vi bliver 52 år. Ikke fordi vi er på vej på pension på det tidspunkt, men fordi det måske er et tidspunkt, hvor vi er på vej mod en ny fase i vores liv. En ny fase der måske derfor også rejser ønske om en ny fase i vores arbejdsliv. Seniorsamtalen er et eksempel på vores intention om at være en attraktiv arbejdsplads, hvor der, i al fald til en vis grad, er plads til fleksibilitet. Fleksibiliteten skal ikke kun være rettet mod seniorer, men mod os alle i de forskellige livsfaser vi er i. I 2026 vil vi i Kommune-MED rette yderligere fokus på de forskellige livsfaser, og koble det sammen med de erfaringer I har fået på arbejdspladserne med at arbejde med fleksibilitet. De erfaringer vil vi indsamle i løbet af det næste år.

    I 2026 skal vi igen gennemføre APV og Trivselsmåling. Målingen giver os et rigtig godt indblik i det der virker og i det vi skal gøre noget ved. Derfor en stor opfordring fra os til at alle svarer. Målingen bliver lidt anderledes end tidligere, da vi har udskiftet nogle af spørgsmålene i spørgeskemaundersøgelsen med åbne dialogspørgsmål. Dette betyder, at målingen er todelt bestående af et anonymt spørgeskema og af fælles dialog på arbejdspladserne. Formålet med ændringen er at forbedre forudsætningerne for at have dialog om arbejdsforhold. Hvor målingen, og dialogen, giver et godt indblik, så skal de efterfølgende handleplaner sikre, at vi handler på den viden vi har fået. Derfor vil opgaven med at få udarbejdet handleplaner og arbejde aktivt med dem fortsat være en vigtig del af arbejdet med arbejdsmiljøet – også i MED systemet. Vi opfordrer alle til at deltage aktivt i at måling, dialog og handleplaner bliver en god vej til at forbedre arbejdsmiljøet på hver enkelt arbejdsplads.

    Kommune MED repræsenterer jo os alle. Vi er derfor meget afhængige af at være i dialog med jer. Så den sidste opfordring fra os er, at hvis I har noget, der ligger jer på sinde, som vi skal gøre noget ved som organisation, så kom endelig til os. Brug også meget gerne MED-systemet til at viderebringe viden, forslag og gode ideer.

    Så med håbet om at vi i 2026 videreudvikler de gode fællesskaber på de enkelte arbejdspladser, på tværs af arbejdspladser og i hele organisationen, så vil vi ønsker jer alle en rigtig god jul og et godt nytår.

    God jul og godt nytår

    / Maiken Amisse og Henrik Harder

    Sidst opdateret: 19. december 2025