Lise kan godt lide struktur og data
Indrømmet; det lyder godt nok kedeligt. Men ikke desto mindre er både struktur og viden fra data vigtigt for at lykkes med en god drift og få løst de vilde problemer, der er i et samfund og en kommune som Albertslund. I hvert fald ifølge Lise Valentin Bayer, der er ny direktør for Børn, Sundhed & Velfærd, og som du kan stifte bekendtskab med i artiklen her. Heldigvis er hun også optimistisk, smilende og snaksalig, så det hele ikke går op i struktur og data
Af: Janus Enemark Nissen, Kommunikation & Presse
Sikke en indledning, der i virkeligheden nok siger mindst lige så meget om skribenten, som om hende det drejer sig om; nemlig Lise Valentin Bayer. Men nok om det, for nu starter artiklen sådan for alvor.
De første 10…0 dage
Det er meget normalt at høre om en direktør eller borgmesters første 100 dage på jobbet. Men den slår vi med artiklen her om Lise Valentin Bayer - for den er skrevet efter et interview, hvor hun blot har været 10 dage i direktørstolen for området for Børn, Sundhed & Velfærd i Albertslund Kommune.
Når vi så om 90 dage også laver en artikel om Lises første 100 dage i Albertslund, så har hun været rundt omkring i kommunen; på skoler, i daginstitutioner og på plejehjem. For hun vil gerne rundt og lære ledere og medarbejdere at kende. Hun vil gerne fornemme, snakke og forstå. Hun er interesseret i at høre om menneskesyn og hverdag. Om det der virker og det, der har brug for at blive løst på nye måder.
Så ja; det kan I ledere og medarbejdere godt begynde at se frem til.
Respekt for drift
Lise Valentin Bayers første job - efter endt uddannelse til Cand. Scient. Soc. fra RUC - tilbage i tiden var hos Rigsrevisionen. Det var her hendes store kærlighed til struktur begyndte og det trebenede fokus, der siden har fulgt hende. Det er et fokus på: Indsats, mål og resultater. I forlængelse af det, siger hun:
”Jeg kan godt lide struktur. Jeg kan godt lide at se, hvad der kommer ud af det, vi laver. Om det, vi ønskede med en given indsats, også har den ønskede effekt og værdi. Og hvordan følger vi op på det? Ikke mindst i forhold til det, vi vil opnå på den lange bane. Der bliver vi nødt til løbende at stoppe op og se på det, og måske korrigere. I det synes jeg, at struktur er helt vildt vigtigt.”
For Lise Valentin Bayer er det også vigtigt at have respekt for en god drift. Det er et perspektiv, hun måske altid har haft, men et perspektiv som er blevet tydeligere for hende efter perioder som driftschef for bl.a. jobcenter og borgercenter i Københavns Kommune.
De vilde problemer skal løses på tværs
Og den der med respekt for en god drift går igen i løbet af interviewet. For som Lise siger:
”En god og sikker drift betyder, at en stor gruppe borgere får det, de kan forvente. Det er også grundlaget for, at vi kan knuse de store udfordringer, de der vilde problemer, der findes. Vi kan kalde dem ”must win battles”. Er vi godt på plads med driften, skaber det rum og plads til at kunne fokusere på det, der kan være svært at knække koden for, men som også er rigtig vigtigt.”
Ifølge Lise Valentin Bayer er det vigtigt at have et helhedsperspektiv, og rigtig mange løsninger og svar – også på de der vilde problemer – findes på tværs. Og her er det Lises fornemmelse, efter de 10 dage, at den stærke samarbejdsånd, hun oplever, der eksisterer i Albertslund, er et super grundlag for at lykkes med netop det.
Og så har direktørerne i Lises øjne en vigtig opgave i at prioritere, så vi ikke skal løbe mere eller mindre forvildet rundt efter for mange ting på én gang – sidstnævnte er nemlig ifølge Lise ødelæggende for en organisation. Direktørerne skal prioritere og være realistiske ift. at sætte de rette ressourcer, fagligheder og mennesker sammen, så arbejdet med og mod prioriteringerne kan rykke på sig – og nye mål og erkendelser kan opnås.
Datadisciplin
C.V. Jørgensen skrev engang et supergodt nummer, der hedder ”Datadisciplin”. Du skulle tage at lytte til det! Det nummer er egentlig grunden til, at underrubrikken her blev, som den blev; Datadisciplin. Men der er nu også en anden og nok bedre grund, nemlig den at Lise Valentin Bayer udover struktur er rigtig glad for data, fordi det er godt at stå på, når man vil holde snuden i sporet.
Og zoomer vi lidt ind på Lises egne data, så fortæller de os, at hun er 52 år, bor i Valby sammen med mand og deres fire børn i alderen 13-20: ”I alle mine år i 30’erne var jeg enten gravid eller ammede,” siger Lise selv, imens hun griner. Og så boede hun de første otte leveår i Rypehusene i Albertslund. Ja, og på tredje arbejdsdag deltog hun i årets medarbejderløb, og løb de 5 km i tiden; 28:50.
Men hvad er der ellers med de der data, spørger jeg Lise, som svarer:
”Jeg er stor tilhænger af datadrevet ledelse. Dels fordi det kan hjælpe os med at finde ud af, hvilke udfordringer vi har eller kan pege os imod tendenser, som vi skal være opmærksomme på, og dels fordi datadrevet ledelse kan understøtte os i at have fokus på, hvad der kommer ud af de indsatser, vi sætter i gang, og om vi når de mål og politiske intentioner, som var formålet med indsatserne.”
I hvilken grad datadrevet ledelse har været inde i billedet ift. det næste emne, melder historien ikke noget om. Men Lise Valentin Bayer er ret så stolt over at have været med til at lave en robot i Jobcenter København, der hjalp sagsbehandlingen bedre på vej. Det kommer ikke ud af det blå fra Lise, men som svar på et spørgsmål om at nævne noget, hun er stolt over fra sit arbejdsliv. Hun nævner også en svær proces om at forene forskellige medarbejdergrupper fra forskellige borgercentre i København til én indgang, som løste et problem, der før havde været svært at få bugt med.
Nå, men tilbage til arbejdet med at udvikle robotten; for arbejdet med at udvikle den var - udover at gøre en forskel - ifølge Lise rigtig sjovt. Og det siger faktisk meget om Lise Valentin Bayer, for hun har også fokus på, at hun selv og medarbejderne trives – måske endda ligefrem har det sjovt, når de går på arbejde.
En ny optimistisk direktør
Når hun skal sætte et ord på sig selv, er det optimist. Og så sætter hun selvfølgelig en masse flere ord på alligevel, snaksaglig som hun er - f.eks. at hun er god til at se ting i et større perspektiv, og at hun ikke er bleg for at udpege en masse som ilandsproblemer, for ligesom at sætte tingene i perspektiv.
Så ja; indgangen til artiklen virkede ret firkantet med struktur og data, men faktisk sætter Lise også rigtig meget pris på, og har øje for værdien i, det uformelle. Humor er vigtigt, og så ønsker hun en åben kultur:
”Jeg ønsker den åbne dialog, hvor vi kan få tingene på bordet. Der kommer ikke noget godt ud af, hvis folk putter med noget. Det er bedre at komme ud med det, også hvis der er begået fejl, for de sker jo. Når det er ude, kan vi handle på det sammen. Det kan vi ikke, hvis der bliver holdt inde med det,” siger Lise Valentin Bayer.
Min damer og herrer – og alle andre, lad det være de sidste ord; ønsket om den åbne dialog. Og hermed er Lise Valentin Bayer præsenteret. Vores nye direktør.
Tak for ordet. Det har været en fornøjelse!
|
Kort om Lise Valentin Bayer Startede som områdedirektør for Børn, Sundhed & Velfærd i Albertslund Kommune den 12. august 2024. |
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber". Med tre verdensmål i centrum sætter den retning for Albertslund
Lyt til podcasts om Albertslund
Hvad tænker du, når du hører om Albertslund? Hvad mener byens borgere selv om deres postnummer? Og er stedet mon andet end sine fordomme? I podcast-serien Lunden inviterer vi dig indenfor i en by, der rummer meget mere, end du tror. Lunden handler om byen for børnene, det grønne og fællesskabet. Det handler om kulturen, musikken og byudviklingen.
Albertslund Indefra
I serien Albertslund Indefra er medarbejderne i Albertslund Kommune i centrum. I videoer møder du forskellige medarbejdere, som fortæller om deres oplevelser af at være medarbejder i Albertslund Kommune og hvad der driver dem i deres arbejde.
Vild med Albertslund
Der er mange gode grunde til at være vild med Albertslund. Her er nemlig fantastiske rammer for børn, grønnere end de fleste steder, kunst og kultur til den store guldmedalje og en masse stærke fællesskaber.
På vores side vildmed.albertslund.dk kan du høre fem forskellige fortælle, hvorfor de er vilde med Albertslund.
Én kommune - én organisation
Albertslund er den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber. Det er vores vision. Vi er stolte af vores kommune, vores opgave og vores indsats. Vi er én kommune og én organisation. Det er også navnet på vores styringskoncept, som du kan læse mere om her på medarbejdersiden.
Følg med i meget af det der sker i Albertslund
I kulturkalenderen på Kultunaut kan du følge med i meget af det der sker i Albertslund - se hvilke kommende begivenheder, arrangementer osv. som det er muligt at deltage i.