Gå til hovedindhold

Fire partier bag budgetaftale for 2023

Søndag aften den 25. september skrev fire ud af Kommunalbestyrelsens syv partier under på budgetaftalen for 2023. Det betyder, at Socialdemokraterne, De Konservative, De Radikale og Venstre er blevet enige om en svær men nødvendig aftale, der skal holde hånden under velfærden for byens borgere. Aftalen bliver vedtaget på kommunalbestyrelsesmødet tirsdag den 11. oktober 2022 

26. sep. 2022
Budgetparterne ved Claus Rasmussen (V), Steen Christiansen (A), Lars Gravgaard (C) og Hediye Temiz (B)

Indhold

    Ovenpå, at budgetaftalen for 2023 og overslagsårene blev indgået med fire af de syv partier i kommunalbestyrelsen, ønsker borgmester Steen Christiansen (A) at kvittere for forløbet. Han siger:

    ”Jeg vil gerne sige tak til de borgere, der har bidraget med høringssvar og nye perspektiver i budgetprocessen. Det viser situationens alvor, og høringssvarene har påvirket budgetaftalen. Tak til partierne for ordentlige forhandlinger på trods af den svære situation. En særlig tak skal lyde til partierne, der er med i budgetaftalen, for et forløb, hvor alle har bidraget til at få enderne til at mødes. Det handler om at tage ansvar. Vi har fået lavet en budgetaftale, som er økonomisk ansvarlig og som på trods af betydelige besparelser sikrer en velfærd, der også i fremtidens Albertslund er bæredygtig.”

    I en svær tid med en presset økonomi er det vigtigt at vide, hvor man vil hen. Netop derfor har forligspartierne haft visionen om ”Albertslund som den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber” for øje i forbindelse med budgettet for 2023 og de kommende år, hvor Albertslund fortsat vil have et højt velfærdsniveau sammenlignet med landets øvrige kommuner.

    Stigende udgifter gør det nødvendigt at omprioritere
    I lighed med landets øvrige kommuner oplever Albertslund Kommune stigende udgifter på velfærdsområderne. Der kommer flere ældre med behov for pleje og omsorg. Samtidig stiger udgifterne til børn og voksne med særlige behov. Derudover stiger udgifterne på en række andre områder. Det er situationen, som forligspartierne har forholdt sig til, og er baggrunden for den aftale, de har indgået.

    Det siger forligspartierne om budgetaftalen
    Nedenfor udtaler de forskellige partier sig om budgetaftalen.

    Borgmester Steen Christiansen (A) siger på vegne af Socialdemokratiet:

    ”Vi er nødt til at afsætte flere penge til de velfærdsområder med stigende udgifter, og derfor skal vi omprioritere med minimum 40 mio. kr. i 2023 og minimum 80 mio. kr. i overslagsårene 2024-2026. Det gør situationen svær, og kommer til at kunne mærkes på den samlede velfærd. Men pengene bliver i Albertslund og hos byens borgere. Vi omprioriterer altså pengene til andre vigtige velfærdsområder, vedligeholdelse af institutioner og nye institutioner. Det gør ikke beslutningerne om besparelserne mindre alvorlige. Tværtimod har de konsekvenser for borgere og medarbejdere. Det er vi fuldt bevidste om, og den situation må vi i fællesskab få håndteret ordentligt. Vi har vurderet, at den her aftale, situationen taget i betragtning, sikrer Albertslund bedst muligt til fremtiden, bl.a. med et fortsat højt serviceniveau for børnene og de unge.”

    På vegne af Det Konservative Folkeparti siger Lars Gravgaard (C):

    ”Nogle hårde forhandlinger er afsluttet, og vi kom i mål med de nødvendige besparelser. Albertslund vil fortsat være en by for børnene, og for alle os andre, men der er desværre områder som bliver ekstra hårdt ramt og som vil opleve besparelserne mere end andre.

    Under forhandlingerne er mange sten blevet vendt og mange forslag forkastet, men de partier der nu er med, er alle klar over den alvorlige økonomiske situation som Albertslund befinder sig i, og har valgt at stå på mål for, at Albertslund stadig er en by med plads til alle, gamle albertslundere og nye tilflyttere.

    Vi anerkender de øvrige partier i kommunalbestyrelsen og deres indsats for at få ender til at nå sammen og ærgrer os over at tre partier har valgt at stå udenfor. En stor tak til alle, der har sendt høringssvar, demonstreret eller på anden måde givet sin mening til kende.”

    Hediye Temiz (B) fra De Radikale siger om deres baggrund for at gå med i budgetaftalen:

    For Radikale Venstre har det ikke været et let budget at skrive under på - men nødvendigt for at sikre, at Albertslund får en sundere og stærkere økonomi i fremtiden. Vi har hele vejen igennem budgetprocessen forsøgt at undgå at spare på vores fremtid - nemlig vores børn og unge. Desværre kunne det ikke helt undgås. Vi er dog tilfredse med, at besparelserne er blevet markant mindre. Vi har været med til at sikre, at forsikringspuljen bevares de næste to år, og at vi i mellemtiden får arbejdet med at mindske sygefraværet i daginstitutionerne. Vi har fra start holdt fast i at vores væresteder ikke skulle udfases, og vi er tilfredse med at de kun bliver ramt af en meget lille besparelse. I Radikale Venstre er vi meget tilfreds med, at vi i de kommende år skal arbejde for at styrke koblingen mellem erhvervslivet og idrætslivet, at sportstrappen fortsættes og at vi nu afsætter nogle midler til at styrke kulturtilbud til unge - specielt de unge med minoritetsbaggrund.

    På vegne af Venstre siger Claus Rasmussen (V) om budgetaftalen:

    "Budgettet for næste år og frem til år 2026 er præget af store besparelser. Det kommer til at gøre ondt der hvor det rammer, men det er beklageligvis nødvendigt. Der skulle have været grebet ind noget før. Kommunens økonomi har i mange år haltet, og oven i det fører regeringen nu en stram økonomisk politik. Dertil kommer ekstra energiomkostninger, hvilket gør at mange kommuner skal spare mange millioner. For Venstre har det været en bunden opgave at finde nye løsninger via et realistisk og troværdigt budget, der giver kommunen en robust økonomi. Alt andet vil være uansvarligt. Det råderum som nu skabes, giver os bedre mulighed for at bevare kernevelfærd for vores børn og ældre. Ligeledes får vi råd til at renovere og udskifte vores skimmelramte institutioner, så vores børn har ordentlige rammer. Albertslund forbliver at være en god børnekommune med en god skole og klub- og fritidsordninger såsom ridning og det gode spejderliv. På ældreområdet bliver besparelserne noget mindre. Desværre blev besparelsen på rengøring hos de ældre ikke helt fjernet men pænt reduceret. Brugerbetaling på det åbne dagcenter og demensområdet friholdes.

    Reduktionerne i administrationen og på beskæftigelsesområdet er hårde men nødvendige. Her har Albertslund altid været en del dyrere sammenlignet med andre kommuner. Venstre har ved tidligere budgetforhandlinger ønsket at konkurrenceudsætte rengøringsområdet. Dette indgår nu i aftalen og samtidig kigger vi på madordning til vores ældre. Dette for at sikre den rette pris og kvalitet.

    Tak til de mange der har afgivet høringssvar. Det har givet inspiration til budgetforhandlingerne.” 

    Budgettet vedtages på et tidspunkt, hvor Danmark og verden står i en omfattende klima- og energikrise, der har medført voldsom økonomisk ustabilitet med høj inflation. Det påvirker selvklart også kommunens økonomi. Omfang og eventuelt statslig støtte til kommunerne er helt uafklaret på nuværende tidspunkt.

     

    Læs budgetaftalen på www.albertslund.dk/budget2023  

    Sidst opdateret: 27. september 2022