Albertslund skruer ned for varmen
Temperaturerne i de kommunale bygninger som f.eks. vuggestuer, børnehaver, skoler og rådhus reduceres pga. energikrisen til henholdsvis 22, 21, 20 og 19 grader
Som en del af den statslige energispareplan begrænses indendørstemperaturen i offentlige bygninger i perioden fra oktober 2022 til april 2023.
I Albertslund betyder det, at den maksimale temperatur er som følger i vores institutioner:
-
Vuggestuer: 22 ⁰C
-
Børnehaver: 21 ⁰C
-
Skoler, klubber mv.: 20 ⁰C
-
Bygninger med administration, f.eks. Albertslund rådhus: 19 ⁰C
Det betyder, at der i løbet af efteråret og vinteren bliver koldere i institutionerne end normalt. Derfor skal forældre huske at have øje for at få sendt deres børn afsted i varmt tøj - og give dem ekstra varmt tøj med. Og medarbejdere skal på lige fod huske at tage varmere tøj på, når de skal på arbejde - og mon ikke nye initiativer, som kan varme op under børn og medarbejdere mfl., ser dagens lys som følge af situationen, hvor vi er udfordret på energiforsyningen.
For kommunale institutioner, som ikke indgår i punktopstillingen ovenfor, er der ikke sat en maksimal grænse for indendørstemperaturer. Men de opfordres naturligvis stadigvæk til at reducere energiforbruget, så også de bidrager til, at vi kommer ordentligt igennem krisen.
Energispareplan vedtaget
I Albertslund Kommune har vi i Kommunalbestyrelsen desuden i går den 11. oktober vedtaget en energispareplan, som indeholder konkrete tiltag så som at spare på energien i de kommunale bygninger, inkl. svømmehal, reducere lysforbruget fra kl. 22 til 05 i bybilledet osv.
Læs mere om, hvad energispareplanen indeholder i referatet fra mødet med beslutningen – læs beslutningen (punkt 13) med energispareplanen.
Gode energiråd er velkommen - og der er mulighed for præmie
Som et led i bestræbelserne på at komme bedst muligt igennem energikrisen oprettes mailadressen godenergi@albertslund.dk, hvor det er muligt at sende gode råd og eksempler, som kan inspirere andre til at spare på energien. Hver måned udpeges månedens bedste energiråd og/eller gode eksempel fra en medarbejder/arbejdsplads i Albertslund Kommune – præmien er chokolade og strømper til arbejdspladsen.
Samme mail-adresse kan bruges, hvis man undrer sig over noget i bybilledet, som virker uhensigtsmæssigt, når vi nu har brug for at reducere energiforbruget. Så vil relevante medarbejdere se på det med de energirigtige briller.
De små ting har også betydning
Vi skal nemlig alle huske at tænke over vores adfærd, så vi bidrager til at energien slår til. Her er en række gode råd i den forbindelse:
- Skru ned for varmen – hold døren lukket mellem rum med forskellig temperatur.
- Spar på strømmen – gør det til en vane at slukke for lys, skærme, computer og andet elektronik, når du forlader et rum. Brug strømmen, når den er billigst.
- Skift til LED-belysning – undersøg muligheder for at skifte til LED-belysning. Det giver mere effektivt lys og sparer udgifter på elregningen.
- Brug mindre varmt vand – brug mindst muligt varmt vand, når du vasker hænder eller vasker op. Når du starter opvaskemaskinen, så sørg for, at temperaturen ikke overskrider 50 grader. Tag kortere (og mindre varme) bade.
- Tænk din transport grønnere - tag cyklen eller kollektiv transport i stedet for at køre i bil.
Få flere råd og informationer fra Energistyrelsen på sparenergi.dk
Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.