Gå til hovedindhold

Albertslund Kommune udgiver bog og sporer 3. klasserne ind på fortiden

Albertslund Kommune har i mange år haft en kulturtrappe, hvor børn og unge møder kunst og kultur i skolen, som et led i deres dannelsesrejse. Som noget nyt har Albertslund Kommune i år allieret sig med Kroppedal Muesum, en forfatter og illustrator, og har netop udgivet en bog om stenalderen i Albertslund, som 3. klasses eleverne lige har fået som et led i kulturtrappen. Det skal skabe læselyst og samtidig give viden om og øge tilhørsforholdet til lokalområdet.

8. sep. 2022

Indhold

    Albertslund er kendt som den lille kulturhovedstad. Her er dyregård, badesø og vikingelandsby. Her er musik og teater. Her kan børnene afprøve deres talent i en af de over 300 foreninger, på Musikskolen eller Billedskolen. Albertslund Kommune har desuden Kulturtrappen, hvor børn og unge oplever kunst og kultur i skolen.

    Albertslund Kommune som forlag
    Nu er kommunen sprunget ud med eget forlag, og har netop udgivet en bog om stenalderen i Albertslund, som skal skabe læselyst, ny viden om den lokale historie og styrke tilhørsforholdet til den by, børnene lever i. 

    Om Kulturtrappen siger borgmester Steen Christiansen:

    ”I Albertslund skal børnene bevæge sig. Både fysisk og mentalt. Det er nemlig sundt for krop og sjæl. Derfor har vi også Kulturtrappen, som er noget ganske særligt. Her møder alle børn og unge nemlig kunst og kultur i skolen. Det er med til at give dem perspektiv og inspirere dem til at have blik for aktiviteter, der kan opleves. Det blik kan de bruge videre i deres liv. Kulturtrappen handler altså om indblik og udsyn. Den bidrager til at danne Albertslunds børn, så de kan rumme, indgå og skabe sammenhæng i vores fælles samfund.”

    Og nu skal altså en ny bog med lokal historie bidrage til det indblik og udsyn med udgangspunkt i den lokale historie. Planen er at udgive en ny bog hvert år med et nyt emne med rødder i den lokale historie. Årets bog ””Gry og Ulv” med spor fra stenalderen er skrevet af den lokale forfatter Hanna Vinzent og illustreret af Carl Johan Sennels – og det lokale Kroppedal Museum har leveret den rette viden om stenalderen i Albertslund.

    Verdens internationale læsedag
    Eleverne modtog selvlæsningsbogen ”Gry og Ulv” torsdag den 8. september, som er Verdens Internationale Læsedag. Med bogen fulgte også inspiration til lærerne og forslag til undervisningsforløb om ”Spor fra fortiden i Albertslund” som tema i Meebook.

    Forløbet følges op med besøg på Kroppedal Museum, hvor klasserne bliver introduceret til begrebet kronologi i temaet: Hvem kom først til verden og hvornår var stenalderen egentlig? På den måde får de en forståelse for, hvordan vores kulturhistorie hænger sammen. Efter ”grundforløbet” kan eleverne placere stenalderen i tidslinjen.

    Om hele forløbet udtaler skolekonsulent, Maike Rubenkamp:

    ”Børn i skolen møder historiefaget i 3.klasse, og i begynderundervisningen handler det om at eleverne lærer at bruge historiske spor i lokalområdet til at fortælle om fortiden. Albertslund har mange spor fra fortiden. Med selvlæsningsbogen møder de to børn, som selvfølgelig er fiktion, men de kunne have boet her. Eleverne kan ud over at arbejde med bogen i skolen snakke med mor og far om den, og måske gå på opdagelse for at se området, hvor her nu ligger moderne huse. Forhistorien bliver altså sat i perspektiv til det liv, vi lever nu.”

    Planen er ifølge Maike Rubenkamp, at forløbet skal fortsætte og gentages for de kommende 3.årgange, så der hvert år udkommer en ny bog om et lokalhistorisk emne. Bøgerne udkommer på det nye forlag ”Albertslund Kommunes forlag” og registreres således hos DBC. Årets bog er uddelt til alle 3.klasses elever, og vil også få en plads på skolernes pædagogiske læringscentre som klassesæt, så Albertslund Kommune med tiden får opbygget en betydelig mængde begyndermateriale til historieundervisning, der alle vil have udgangspunkt i lokalhistorie, et sagn eller en lokal begivenhed.

      Sidst opdateret: 8. september 2022