Gå til hovedindhold

Dorthe Espenhein er ny chef for Borger & Arbejdsmarked

Albertslund Kommune har ansat Dorthe Espenhein som ny chef for Borger & Arbejdsmarked. Hun kommer fra en stilling som chef i Landbrugsstyrelsen og begyndte i Albertslund den 1. december

Indhold

    Dorthe Espenhein skal som afdelingschef for Borger & Arbejdsmarked stå i spidsen for et område, der er fokus på i Albertslund Kommune. Og det glæder hun sig til:

    - Jeg ser meget frem til at starte i Albertslund Kommune og møde alle de engagerede medarbejdere og ledere. For mig er Albertslund en virkelig interessant kommune, fordi der er et stort fokus på rummelighed, involvering af borgerne og en vilje til at gå nye veje. Det er et vigtigt område, hvor vores arbejde og indsatser har stor betydning for den enkelte borger. Jeg glæder mig meget til at komme rundt, så jeg kan høre mere om de mange forskellige opgaver og opleve, hvordan vi samarbejder om at løse dem. Både internt i afdelingen men også med virksomhederne og de øvrige afdelinger i kommunen.  

    Dorthe Espenhein kommer fra en stilling som chef for Direktionssekretariatet og Presse i Landbrugsstyrelsen, og inden det havde hun en chefstilling i Skatteforvaltningen. I Albertslund Kommune ser de frem til at få Dorthe Espenhein med ombord:

    - Med Dorthe Espenhein får vi en kompetent borger- og arbejdsmarkedschef med stor ledelseserfaring. Det lover godt for både drift og udvikling af området omkring Borger og Arbejdsmarked og for det tværfaglige samarbejde på tværs af Albertslund Kommune. Jeg ser meget frem til samarbejdet med Dorthe, siger direktør for By, Kultur, Miljø & Beskæftigelse i Albertslund Kommune, Kristine Klæbel.

    Dorthe Espenhein overtager fra Jan Eriksen, som selv har valgt at blive teamleder af Jobhuset, som hører under afdelingen Borger & Arbejdsmarked i Albertslund Kommune.

    ______

    Kort om Dorthe Espenhein
    47 år.
    Kandidat i Offentlig administration og Kommunikation fra RUC.
    Er i gang med Master of Public Governance på CBS.
    Seneste to stillinger: Landbrugsstyrelsen – Chef for Direktionssekretariat og Presse (2020-nu). Skatteforvaltningen – Projektchef og kontorchef (2015-2020).