Gå til hovedindhold

Albertslund Kommune delte ud om forebyggelse og trivsel i skolerne til stor konference i Århus

Til konferencen om Genoprettende ret og Mæglende processer i Århus d. 25 april var Albertslund Kommune repræsenteret som foregangskommune i arbejdet med forebyggelse og trivsel på skole- og fritidsområdet

30. maj 2022
  • Læs op

Indhold

    150 deltagere mødte op den 25. april til konferencen om Genoprettende Ret og mæglende processer i Århus arrangeret af AU, KU og Center for Konfliktløsning. Her var Albertslund Kommune repræsenteret sammen med førende og anerkendte trænere og tænkere inden for Genoprettende Ret og mæglende processer. Proaktiv fagkoordinator fra Den Kriminalpræventive Enhed (DKE) i Albertslund, Katrine Barnekow Rasmussen, stod for to oplæg og workshops i samarbejde med Herstedøster Skole, Egelundskolen samt Ungdomskriminalitetsnævnet (UKN). Formålet var at give deltagerne indblik i Albertslund Kommunes arbejde med Relationsdannende og Genoprettende Praksis (RGP) – en metode der består af en række konkrete redskaber til forebyggelse og håndtering af uhensigtsmæssige konflikter. 

    Albertslund Kommune inspirerede
    Konferencens deltagere skulle vælge sig ind på forskellige workshops, og her var det tydeligt, at workshoppen med Albertslund Kommune og UKN havde størst tilslutning. Anne-Sofie Flintrup, lærer og SSP-medarbejder på Herstedøster Skole, delte ud af sine erfaringer i ét af oplæggene. 

    “Deltagerne var inspireret af den måde, Albertslund Kommune har givet flere medarbejdere ejerskab over at konfliktmægle og den tilgang, vi har med konkrete spørgsmål til en genoprettende samtale og konkrete trivselsredskaber, som lærere og pædagoger kan bruge i deres arbejde,” fortæller Anne-Sofie Flintrup.

    Det viser, hvor stor interessen er for kommunens arbejde og erfaringer med brugen af RGP, som indtil videre bekræfter den internationale forskning på området; at Genoprettende Praksis er en særdeles velegnet metode til at hjælpe parter i alvorlige hændelser og konflikter til at komme styrket videre.

    Albertslund Kommune er gået forrest i arbejdet med forebyggelse og trivsel
    Albertslund Kommune er den eneste kommune i Danmark, som arbejder systematiseret med RGP. Forsker og proaktiv fagkoordinator, Katrine Barnekow, forklarer hvorfor Albertslund har fat i den lange ende:

    “Når der er konflikter med elever i skolerne, ser man tit at sanktioner og straf bliver bragt på banen - måske bliver de sendt hjem på en ‘tænker’ eller i værste fad bortvist. Problemet er bare, at forskning gang på gang bekræfter at straf og sanktioner ikke virker efter hensigten. Tværtimod risikerer man at marginalisere elever og ekskludere dem fra fællesskabet. Derfor begynder flere og flere skoler i udlandet at arbejde med metoden, og her er Albertslund Kommune jo gået forrest i Danmark.”

    Siden 2015 har RGP indgået som indsatsområde i Albertslund Kommunes samlede kriminalpræventive strategi. Beslutningen blev taget af kommunalbestyrelsen. Beslutningen blev bl.a. taget på baggrund af data fra ungeprofilundersøgelser, som viste at kommunens udskolingselever – sammenlignet med landsgennemsnittet – oplevede et højere konfliktniveau i skolerne, og at konflikterne oftere endte på en dårlig måde. Derfor implementerede kommunen systematisk brug af RGP ved at uddanne alle medarbejdere på skole- og fritidsområdet i metoden og give dem et samlet kompetenceløft.

    “Vi ved, at hyppige konfliktoplevelser, der ikke håndteres konstruktivt, er en typisk kernedel af en eksklusionsspiral for udsatte børn og unge og kan medvirke til øget risikoadfærd, herunder kriminalitet. Det var derfor den helt rigtige beslutning for Albertslund Kommune at implementere systematisk brug af RGP, fordi det netop kan forebygge konflikter og mistrivsel i skolerne.”

    Det fortæller Katrine Barnekow og understreger, at RGP ikke handler om at skadende handlinger ikke må have en konsekvens, men handler om at fokusere på, hvordan parterne bedst kommer videre i en konflikt og undgår at noget lignende sker igen.

    Erfaringerne er indtil videre positive, og i 2021 kunne Albertslund Kommune konstatere at kriminaliteten var faldet med 16 %  og  i hele perioden fra 2014 til 2021er den faldet med 27 %.  Flere faktorer spiller ind i det faldende kriminalitetstal, men kommunens kriminalpræventive strategi har utvivlsomt haft en rolle.

    INFOBOKS 

    Relationsdannende og Genoprettende Praksis (RGP)

    Relationsdannende og genoprettende praksis er opstået som en overbygning og videreudvikling af genoprettende ret, som er en metode i retspraksis, der ikke kun fokuserer  på straffen men i ligeså høj grad på at genoprette skaden. I RGP fokuserer man ikke alene på at genoprette, der hvor noget er gået skævt, men også på at opbygge og opretholde relationer. På den måde er RGP et mere bredt trivselsorienteret og forbyggende værktøj, som kan bruges både til at tage konflikter og uhensigtsmæssig adfærd i opløbet og samtidig reparere relationer, når skaden er sket.

    Læs mere om systematisk brug af RGP 

     

    Den Kriminalpræventive Enhed (DKE) i Albertslund
    DKE er organiseret som en stabsenhed under velfærdsområdet – en placering, der medvirker til at sikre samarbejde på tværs af sektorer, institutioner, civilsamfundsorganisationer og borgere. DKE ligger udenfor forvaltningerne og refererer direkte til områdedirektør for Børn, Sundhed og Velfærd. Det betyder, at DKE kan inddrage den af de øvrige forvaltninger, der er relevant i de enkelte sager. DKE har en samlet model for kriminalitetsforebyggelse, som sikrer koordination, hurtig indsats og både proaktiv og reaktiv forebyggelse. Formålet med denne strategi er at skabe en sammenhængende og koordineret tilgang for at begrænse udvikling og skadevirkning af kriminalitet både lokalt og på tværs af kommunegrænserne.

    Læs mere om DKE’s arbejde og resultater
    Sidst opdateret: 30. maj 2022