Gå til hovedindhold

Sommerstatus fra IT & Digitalisering

Som noget nyt bringer IT & Digitalisering en status i Fugleperspektivet og her på medarbejdersiden en gang om måneden. Det her er første status

22. jun. 2023
  • Læs op

Indhold

    Sommeren er over os – og skærmen bliver snart afløst af lange nætter og stille morgener. Det glæder vi os alle til.                           

    Men inden da følger her en lille sommerhilsen fra IT & Digitalisering på 1. sal i Blok C på rådhuset.

    "En velfungerende digital kommune er en kompleks størrelse, der består af et hav af nye og gamle digitale systemer og løsninger, der skal håndtere et hav af komplekse regler og politiske beslutninger. Dertil tilføres en god blanding af glade medarbejdere, der er trygge ved og har mod på at tage nye løsninger og teknologier i brug. De digitale værktøjer er en naturlig del af hverdagen, der betjenes og bruges flittigt som opvaskemaskinen hjemme i køkkenet, og holdes oppe af en stabil drift og support, man kan regne med – enten in house eller ved hjælp af ansvarlige leverandører. En velfungerende digital kommune er til for borgerens skyld og med fokus på borgerens behov i alle beslutninger om nye digitale eventyr."

    Ovenfor er et forslag til, hvordan vi gerne vil være en digital kommune fremadrettet. Det kan udfordres og justeres – vil du være med til det, så skriv til undertegnede på @Mette Smith Thastum.

    En optimal digital værktøjskasse
    I Albertslund Kommune scorer vi ikke lige højt over hele paletten, men vi scorer heller ikke lavest. Under Corona kunne vi på 0,7 etablere, vedligeholde og drifte digitale hjemmearbejdspladser til os alle på grund af tidligere tiders vigtige beslutninger om at gå i skyen og bruge en platform som Citrix til at håndtere adgangen til vores løsninger og systemer. Det skal vi huske. Men vi skal også udvise rettidig omhu og følge med den teknologiske udvikling, hvorfor vi netop nu kigger ind i, hvordan det fremtidige setup for vores digitale arbejdsplads skal se ud. Her vil vi gerne sige tusind tak til den lille brugergruppe, der har bidraget med deres oplevelser af Citrix, og som skal indgå i en samlet analyse af fremtidige muligheder for optimal drift og løbende opdatering af vores alle sammens digitale værktøjskasse.

    Tak for det sure og det søde
    I maj gennemførte vi en spørgeskemaundersøgelse om forbedringer til vores kommunikation med kollegerne. Det har været en rigtig god oplevelse. Godt 170 respondenter i løbet af kort tid - med både sure og søde meldinger imellem. Vi vil gerne sige mange tak for dem alle, for det hjælper os gevaldigt med at prioritere indsatsen derhen, hvor behovet er størst. Undersøgelsen viste, at I gerne vil høre mere fra os, at I gerne vil modtage information pr. mail eller nyhedsbrev – deraf nu forsøg med en fast plads i Fugleperspektivet – men fremfor alt viste den, at I er interesseret i at høre om både tips og tricks, nye regler og krav, nye digitale muligheder, hændelsesforklaringer og meget mere. Der en nysgerrighed derude, som vi håber at kunne honorere med nye tiltag i de kommende måneder.

    7000 opkald og sager
    Siden november har IT & Digitalisering afsluttet 3500 helpdesksager og taget 3500 opkald – ved siden af daglige henvendelser udenom den formelle kanal. Det svarer til 45-50 om dagen. Men i stedet for at vente på behandling af sager, eller hjælp over telefonen, har vi sat os for at gøre det endnu lettere at finde hjælp til selvhjælp ved etablering af ny Serviceplatform. Også her er tilknyttet en kritisk men konstruktiv brugergruppe af gode kolleger, der skal sikre, at vi får skabt en platform, der løfter målet. Målet er én indgang, hvor man let og hurtigt kan finde vej til brugervejledning eller hjælpefilm, inden man skriver eller ringer til helpdesk. Vi glæder os til at byde jer velkommen ombord.

    Vi har alle en rolle at spille og et ansvar at tage i det daglige møde med kommunens digitale løsninger og værktøjer. Vi skal kunne bruge løsningerne og dygtiggøre os løbende. Vi skal passe på de data, vi registrerer eller får adgang til. Vi skal råbe op, når der er noget, der ikke virker, eller når vi hører om løsninger i andre kommuner, som fungerer bedre. Vi skal være nysgerrige og åbne overfor de teknologiske muligheder. Og meget, meget mere.

    I IT & Digitalisering glæder vi os til at bruge det sidste halve år af 2023 på at søge større fælles forståelse for den kompleksitet, vores digitale hverdag byder os alle, og hvordan vejen mod landets mest velfungerende digitale kommune skal lægges. Vi håber, I vil være med til den dialog.

    Her og nu ønsker vi alle vores kolleger en rigtig dejlig sommerferie.

    Månedens Techinfo
    Månedens tip handler kort om kommende overgang til MitId Erhverv i kommunen i stedet for medarbejdersignatur - læs med her.

    På vegne af IT & Digitalisering

    Med venlig hilsen

    Mette Smith Thastum
    Leder af IT & Digitalisering  

    Sidst opdateret: 26. juni 2023