Gå til hovedindhold

Ti gode råd hvis du føler dig stresset

Arbejdsrelateret stress er vanskelig at løse alene. Alligevel kan alle have gavn af forskellige metoder til at håndtere stressede situationer. Og det er den enkeltes medansvar at håndtere og sige fra over for stress på arbejdspladsen.

14. jun. 2021

Indhold

    1. Overblik: Start dagen med at få et overblik over dine arbejdsopgaver. Gør dig klart, hvad du skal nå, og vær realistisk, så du ikke føler, at du er bagud.

    2. Prioritering: Når du har fået overblik over dagens opgaver, skal de prioriteres. Prioriteringen afhænger naturligvis af, hvad er vigtigst netop nu. Spørg fx din chef, hvis du er i tvivl om, hvad der skal prioriteres højest.

    3. Planlægning: Planlæg de prioriterede opgaver, og gør, som du har planlagt. De mest krævende opgaver bør lægges på det tidspunkt af dagen, hvor du arbejder bedst. Meld klart ud, når der er tidspunkter, hvor du ikke vil forstyrres, og hvornår du er til rådighed igen. Vær realistisk, og sørg for, at der er tid til uforudsete opgaver og henvendelser, når arbejdsdagen planlægges.

    4. Afrund dagen: Afrund din dag ved at bruge 10-15 minutter på at planlægge morgendagens opgaver. Det giver overblik, og du kan holde fri på en ustresset måde.

    5. Gør én ting ad gangen: Gør én ting ad gangen, så du kan koncentrere dig om opgaven. Gør så vidt muligt opgaven færdig, før du starter en ny. Unødvendige papirer, mails o.l., der hober sig op, kan ødelægge din koncentration.

    6. Pauser: En pause kan være en opladning, der giver øget energi. Pausen kan være at hente en kop te eller kaffe eller at gå en hurtig tur og trække frisk luft. Men for nogen kan en pause også være at løse en let opgave, fx at svare på et par e-mails, som afveksling fra de mere krævende opgaver.

    7. Sund livsstil: Brug kroppen, når du har mulighed for det. Når du dyrker motion, har du bedre mulighed for at ‘forbrænde’ de stresshormoner, som har ophobet sig gennem en hektisk dag. Selv om man har travlt, må man ikke springe frokosten over. Kroppen har for det første brug for energien, og frokosten er desuden en pause fra arbejdet.

    8. Vejrtrækning: Dybe indåndinger virker afstressende. Lige før du skal i gang med en opgave (eller måske fremlægge en opgave), kan du med fordel trække vejret dybt ned i maven 10 gange.

    9. Kommunikation: Kommunikér klart med dine omgivelser, hvad enten det drejer sig om kolleger, leder, venner eller familie. Sig klart, hvad du ønsker, hvilke problemer du har, og spørg om hjælp, hvis du har brug for det. Man kan desuden bede en nær kollega reagere, hvis han eller hun oplever, at man er stresset.

    10. Arbejdsliv og privatliv:Sørg for at adskille arbejde fra privatliv. Forsøg så vidt muligt at fokusere på dit arbejde, når du er på arbejde, og på din familie, venner eller fritidsaktiviteter, når du har fri.

     

    OG afsluttende: Husk, at de råd, der gælder for stresshåndtering på arbejdspladsen, med stor fordel kan benyttes i privatlivet.

     

    Kilde: Psykiatrifonden

    Sidst opdateret: 14. juni 2021