Hvornår skal jeg slå en stilling op?
Her kan du læse om, hvornår du skal slå en stilling op, og hvornår du kan undlade det, om en stilling skal slås op internt eller eksternt osv.
Udgangspunktet er, at alle ledige stillinger skal slås op og kun kan besættes ved eksternt opslag.
Derudover skal ledige stillinger i Albertslund Kommune også slås op internt.
Opslag af stillinger på tjenestemandsvilkår skal altid ske eksternt.
En ledig stilling kan dog besættes internt uden opslag, hvis den stilling, der på den måde bliver ledig et andet sted i organisationen, efterfølgende opslås eksternt. Det gælder både hvis en ledig stilling besættes internt med en person, der kommer fra en tilsvarende stilling eller fra en højere stilling.
En stiling kan dog ikke besættes internt med en person for hvem stillingen vil være en avancementsstilling, medmindre der er tungtvejende driftsmæssige begrundelser for det, som for eksempel økonomi.
For vikarer gælder det, at de ikke kan fortsætte i en fast stilling, der er ledig, uden at stillingen først har været slået op. Dette begrundes i, at alle stillinger som udgangspunkt skal opslås eksternt. Hvis vikaren søger, og vikaren vurderes at være den bedst kvalificerede blandt ansøgerne, kan vikaren selvfølgelig fastansættes.
Stillinger under 1 års varighed
Det er i Albertslund Kommune besluttet, at opslag af stillinger kan undlades ved kortvarige vikariater, ferieafløsning eller anden kortvarig beskæftigelse, hvis varigheden er under 1 år.
Det bør dog altid i det konkrete tilfælde vurderes, om det ud fra de hensyn, der ligger bag reglerne om offentligt opslag af ledige stillinger, vil være i orden at undlade offentligt opslag.