Gå til hovedindhold

Grønnere sammen – genindførelsen af miljøledelse blev skudt i gang

I 2008 blev Albertslund som den første kommune i landet 100% miljøcertificeret. I 2019 blev miljøledelsessystemet så droppet, men tirsdag den 10. september blev det med en kickstart i klimanetværket i Bygning M genindført. Genindførelsen - nu som klima- og miljøledelse - sker, fordi det skaber resultater og et ejerskab, som er svært at opnå uden den systematik, som et certificeret system fører med sig. Systemet skal hjælpe os med at nå målene i Albertslund Kommunes ambitiøse klimaplan. Læs artikel og se video her

10. sep. 2024
  • Læs op

Indhold

    Vi har en lang historik med miljøarbejde i Albertslund Kommune, og var bl.a. landets første kommune til at udarbejde grønne regnskaber og til at blive fuldt miljøcertificeret. Den første forvaltning blev certificeret i år 2000, og i 2008 lykkedes vi med at få alle kommunens arbejdspladser omfattet af certifikatet. I 2019 blev det dog besluttet ikke at forny certifikatet, ”fordi vi havde en tro på, at det nu ville leve af sig selv. Men det var nemmere tænkt end virkeligheden viste sig”, som Andreas Hedeby Jensen, der er en af tovholderne af genindførelsen af klima- og miljøledelsessystemet, formulerer det.

    For at realisere vores ambitiøse klimaplans målsætninger er det derfor besluttet igen at indføre miljøledelse (nu som klima- og miljøledelse, red.) med henblik på, at vi igen bliver certificeret. Målet er ifølge Andreas Hedeby Jensen i sig selv ikke certifikatet, men at forpligte hele organisationen til at arbejde systematisk med klimaplanens målsætninger. Altså skal vi sammen tage hånd om klimaet i Albertslund – hvor alle arbejdspladserne bidrager.  

    Kickstart den 10. september
    Tirsdag den 10. september blev der holdt kickstart af vores nye etape med klima- og miljøledelse, hvor klimanetværket bestående af klimarepræsentanter fra enhederne i kommunen var samlet og blev inspireret og klædt på til det arbejde mod konkrete klimamål, som nu skal starte ude på alle arbejdspladserne. 

    På mødet begyndte deltagerne så småt med at deres klima- og miljøkortlægning, som skal danne baggrund for hvilke konkrete mål, de vil arbejde med på arbejdspladsen – det kan være indenfor transport, energiforbrug, affald og genbrug, madspild, vandforbrug eller at øge biodiversiteten. Det arbejde skal nu fortsætte ude på arbejdspladserne.

    Håbet er en lidt mindre mappe
    Anette Bowring, der er assistent på Albertslund Stadion, var med til kickstarten den 10. september – og hun var også involveret det systematiske miljøarbejde inden det blev droppet i 2019. Hun siger om udsigterne til igen at skulle arbejde systematisk med klima- og miljømål ude på arbejdspladserne:

    ”Jeg undrede mig faktisk over, at det blev droppet i sin tid. For jeg synes det er vigtigt. Men jeg husker også, at det er et stort arbejde – jeg husker den tykke miljømappe, jeg havde sidst, og siden har vi også fået Rideskolen og Toftegården ind under vingerne, men jeg håber nu alligevel på en lidt mindre mappe denne gang.”  

    Hun slutter det sidste af med et smil, men der er ingen tvivl om, at håbet er lysegrønt og ægte, når hun taler om omfanget af arbejdet i det nye klima- og miljøledelsessystem, hvor mappen bliver en konkret metafor. Men samtidig er Anette Bowring enig i, at skal man lykkes med at rykke på den grønne dagsorden, så er fastholdelsen med årshjul, konkrete mål osv. helt central – ellers ”siver det ud mellem fingrene på os” som hun selv formulerer det. Og derfor er det ifølge Anette Bowring også godt igen at have indført et system, der kan sikre fastholdelsen.   

    I Albertslund Kommune har vi altså nu sat klima- og miljøarbejdet i system igen og arbejder dermed målrettet med at reducere vores påvirkninger. Alle ledere og medarbejdere skal bidrage til, at vi opnår vores mål!

    Her i den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskabet, vil vi gå forrest i kommunen, som jo står bag visionen. Derfor tænker vi grønt og har fokus på økologi, energiforbrug, affald som ressource og reduktion af CO2-udledning – vi vil nemlig være grønnere sammen!

    Læs mere om klima- og miljøledelse her på medarbejdersiden.albertslund.dk/klimaogmiljø

    Se video om miljøledelse og billeder fra kickstarten den 10. september:  

    Sidst opdateret: 12. september 2024