Gå til hovedindhold

AB-grupperne på Herstedøster Skole modtager årets handicappris

På FN's handicapdag den 3. december uddelte Albertslund Kommunes handicapråd traditionen tro årets handicappris. Og i år går prisen til AB-grupperne på Herstedøster Skole. Prisen er uddelt siden 2015

4. dec. 2024

Indhold

    Hvert år på FN’s handicapdag den 3. december, uddeler Handicaprådet Albertslund Kommunes Handicappris. 

    Det var en lang række samlet om tirsdag den 3. december i kommunalbestyrelsessalen på Albertslund Rådhus.   

    FN har med handicapdagen siden 1992 haft fokus på de vilkår og udfordringer, mennesker med et handicap oplever verden over. Hver dag kæmper mennesker med handicap for at få lov til at have liv, der minder om alle andres - og for at få den hjælp, støtte og værdighed, som de har krav på.

    For at sikre netop det fokus har Handicaprådet i Albertslund siden 2015 uddelt en lokal handicappris. Med prisen sætter årdet fokus på lokale ildsjæle, virksomheder, foreninger, personer eller arbejdspladser, der gør en særlig indsats for tilgængelighed, fællesskaber eller andre indsatser for mennesker med handicap i alle aldre. 

    Sidste år var det initiativet Cykling uden alder, som vandt prisen. Cykling Uden Alder giver ældre mennesker, som ikke selv kan komme ud, muligheden for en cykeltur i ladet på en elcykel.

    I år gik prisen til en modtager, som arbejder med borgere i den anden ende af aldersspektret, nemlig: AB-grupperne på Herstedøster Skole.

    AB-grupperne er et tilbud i den almindelige folkeskole fra 0. til 9. klassetrin, men arbejder ud fra at se barnets særlige behov, særligt indenfor autismespekteret. 

    I det daglige arbejde gør medarbejderne en kæmpe indsats for at kunne give børnene de bedste udviklingsmuligheder, som de kan bruge senere i livet. Det gør de gennem et godt forældresamarbejde og ved at tilgodese det enkelte barns og den enkelte families behov. 

    Det arbejde gør AB-grupperne i skolen, men også ved at hjælpe og rådgive familien med dagsskemaer og strukturer, som familierne kan bruge i hjemmet. 

    De arbejder løsningsorienteret for at kunne give barnet meningsfulde oplevelser i skolen og adgang til fællesskaber, der forhåbentligt kan gøre børnene klar til at kunne indgå i endnu flere senere i livet. 

    Det var nogle af de ord som borgmester og formand for handicaprådet, Steen Christiansen, sagde i forbindelse med overrækkelsen.

    Stort tillykke til AB-grupperne på Herstedøster Skole med årets handicappris. 

    Sidst opdateret: 4. december 2024