Gå til hovedindhold

Graviditet og sygefravær

Graviditet og arbejde kan være vanskeligt, da en graviditet har betydning for, hvor meget en medarbejder kan klare rent arbejdsmæssigt. Graviditet er i sig selv en belastning for kroppen og derfor kan den gravide ikke klare det samme som tidligere.

26. aug. 2021

Indhold

    I Albertslund Kommune er der årligt ca. 1500 dages sygefravær på grund af graviditet. Eller at der i gennemsnit er 6,7 medarbejdere sygemeldt med graviditetsgener hver eneste dag (omregnet til fuldtidsansatte).

    For at nedbringe dette fravær, er det vigtigt at have en dialog mellem leder og medarbejder om arbejdet og graviditeten. I mange tilfælde kan der være behov for tilpasning af arbejdsopgaverne til den gravides ressourcer for at forebygge sygefravær på grund af graviditetsgener. Det er en god idé, at der deltager en arbejdsmiljørepræsentant i dialogen.

    Behovet for dialog understøttes af, at der er krav i lovgivningen om, at en arbejdsgiver – når han/hun bliver bekendt med, at en medarbejder er gravid – skal sørge for, at det i arbejdspladsvurderingen vurderes, om der er en risiko for, at medarbejderen bliver udsat for påvirkninger, der kan indebære en fare for graviditeten.

    Dialogen om arbejdet og graviditeten kan tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:

    • Er der tale om langvarigt stående og gående arbejde?
    • Er der gentagne tunge løft og manuelle flytninger af personer?
    • Er der stress eller højt arbejdstempo, som kan medføre forhøjet blodtryk eller for tidlig fødsel?
    • Er der risiko for infektioner med f.eks. børnesygdomme, som kan påvirke den gravide eller fosteret?
    • Hvad kan du som leder gøre for at sikre en god graviditet og forebygge graviditetsgener? For eksempel ændre arbejdsopgaverne, så de bliver mindre belastende eller give flere pauser.
    • Hvordan kan medarbejderen selv medvirke til, at hun har det bedst muligt under graviditeten?
    • Hvordan kan arbejdsmiljørepræsentanten støtte op?
    • Hvordan kan kollegaerne støtte op?

     Dialogen skal selvfølgelig tilpasses de arbejdsopgaver medarbejderen har.

     

    Sidst opdateret: 26. august 2021