Gå til hovedindhold

Administrativ retningslinje: Opladning af personlige ejendele på kommunens arbejdspladser

Denne side beskriver de administrative retningslinjer for opladning af personlige ejendele på kommunes arbejdspladser.

9. sep. 2025

Indhold

    Formål

    Formålet med denne retningslinje er at sikre en ensartet praksis for opladning af medarbejderes personlige ejendele på kommunale arbejdspladser. Retningslinjen skal medvirke til, at kommunens ressourcer anvendes ansvarligt, og at der tages hensyn til både sikkerhed, energiforbrug og arbejdsmiljø. 


    Dækningsområde
     

    Denne retningslinje gælder for alle ansatte i Albertslund Kommune. 

     

    Udgangspunkt 

    Kommunens tekniske installationer og energikilder er som udgangspunkt tiltænkt arbejdsrelaterede formål.  

     

    Opladning 

    Følgende er ikke tilladt at oplade elbiler via kommunens strømforsyning, medmindre der er tale om et kommunalt køretøj. Medarbejderne henvises i stedet til offentligt tilgængelige ladestandere, hvor der betales for forbruget – enten via tilknytning som kunde eller ved brug af betalings-/ladechip. 

    Ved andre private enheder er det tilladt at oplade, indenfor rimelighedens grænser. 

    Opladningen forudsætter desuden, at: 

    • den ikke belaster installationerne væsentligt, 

    • den ikke medfører gener for kolleger (fx ved placering af kabler eller støj), 

    • den ikke udgør en brandsikkerhedsmæssig risiko, 

    • den sker i overensstemmelse med kommunens øvrige IT- og sikkerhedspolitikker. 

     

    Særlige hensyn og undtagelser 

    Afdelingschef eller lokal leder kan i særlige tilfælde give tilladelse til opladning af andet udstyr, hvis der foreligger saglige grunde, og det vurderes, at opladningen ikke udgør en sikkerheds- eller driftsmæssig risiko. 

     

    IT-udstyr og sikkerhed 

    Personligt it-udstyr, som f.eks. bærbare PC’ere, Tablets, Ipads og mobiltelefoner må kun tilsluttes kommunens strøm- eller netværkssystemer i overensstemmelse med kommunens it- og datasikkerhedspolitikker.  

    Mobiltelefoner må, af it-sikkerhedsmæssige årsager, således ikke oplades ved tilkobling til USB-porte på computere og dockingstationer tilkoblet kommunens netværk. 

     

    Energiforbrug og bæredygtighed 

    Medarbejdere opfordres til at være bevidste om energiforbruget ved opladning og til at begrænse opladning til det nødvendige. Kommunen har fokus på bæredygtighed og energibesparelse. 

     

    Overtrædelse 

    Overtrædelse af retningslinjen kan medføre ansættelsesretlige konsekvenser, alt efter sagen omstændigheder og en konkret vurdering. I grove tilfælde forbeholder kommune sig retten til at politianmelde. 

     

    Sidst opdateret: 11. september 2025