Oversigt over specialtilbud i Dagtilbud & Skole
Her kan du læse om de specialpædagogiske tilbud, der er på skole- og dagtilbudsområdet i Albertslund
Dagtilbudsområdet
Træet er en specialinstitution for børn med vidtgående funktionsnedsættelser, kognitive udfordringer og andre indgribende udviklings- og neurologiske forstyrrelser.
Børnene i tilbuddet har behov for en stor grad af individuel tilrettelæggelse af hverdagen, samt behov for nogen grad af afskærmning, mindre fællesskaber, tætte voksenkontakter, og for de fleste også et behov for behandlingsorienteret støtte med henblik på fysiske funktionsnedsættelser. Hverdagen vil basere sig på forudsigelighed, genkendelighed og tydelige voksne.
- Specialpædagogisk arbejde i en mindre gruppe.
- Målgruppen er børn med autisme og et lavt kognitivt niveau.
Familiehaven er et tilbud, hvor der kan visiteres til en særlig og målrettet indsats for både børn og deres familier. Det er relevant for børn præget af tilknytning- og samspilsvanskeligheder samt følelses- og reguleringsudfordringer. Formålet med tilbuddet er at give børn og familier nye udviklingsbetingelser for at skabe mere hensigtsmæssige strategier i deres liv, styrke familiens samspil, udvide forældrenes forståelse af barnets behov, udvikle barnets tilknytningsmønstre samt forbedre den samlede familietrivsel.
- Specialpædagogisk arbejde i en mindre gruppe.
- Behandlingsarbejde.
- Målgruppen er børn med socioemotionelle vanskeligheder.
Skoleområdet
Albertslund Kommunes gruppeordning for børn, som profiterer af undervisning tilrettelagt ud fra autismepædagogiske overvejelser, såsom når barnet har behov for forberedelse, struktur, visuelle hjælpemidler, støtte til sociale problemstillinger, tættere voksenkontakt, skærmning af stimuli og/eller individuelt skema. Grupperne er beliggende på Herstedøster skole.
- Fra 0.-9.klasse Normeringen er på 8-10 børn + 2-3 voksne pr. gruppe.
- Heldagstilbud med SFO.
- Der skal foreligge en PPV som baggrund for visitation. Det er barnets skole, der indstiller til visitation til Dagtilbud og Skole.
Albertslund Kommunes gruppeordning for børn med opmærksomhedsforstyrrelser og/eller socioemotionelle vanskeligheder. Grupperne tilbyder undervisning, som understøtter barnets behov for struktur, støtte til sociale spilleregler, tættere voksenkontakt, skærmning af stimuli og/eller individuelt skema. I grupperne er der fokus på samspil og relationer og de er beliggende på Herstedøster Skole.
- Målgruppen er børn med socioemotionelle vanskeligheder.
- Fra 0.-7. klasse. Normeringen er på 8-10 børn + 2-3 voksne pr. gruppe.
- Heldagstilbud med SFO.
- Beliggende på Herstedøster Skole.
- Der skal foreligge en PPV som baggrund for visitation. Det er barnets skole, der indstiller til visitation til Dagtilbud og Skole.
NEST-klassen er en pædagogisk praksis, hvor børn med og uden autisme er en del af samme klassefællesskab. Undervisningen i NEST-klassen er tilrettelagt efter specialpædagogiske principper, som tager udgangspunkt i autismevenlig pædagogik. Desuden er der særligt fokus på social træning som en del af hverdagen. Det vurderes, at NEST-klassen vil tilgodese jeres barns behov.
- Klasse med 16 børn, hvoraf 4 har autismeorienteret vanskeligheder, der er blevet visiteret.
- Hele klassen undervises ud fra autismepædagogik.
G-klasserne er en specialklasserække for børn med generelle indlæringsvanskeligheder beliggende på Herstedvester Skole.
Specialklasserækken er rettet mod børn, som har behov for undervisning tilrettelagt efter deres udviklingstrin med mulighed for at styrke elevens faglige udvikling, sproglige og sociale træning med fokus på selvhjulpenhed og at få styrket sit selvværd.
- Målgruppen er børn med generelle indlæringsvanskeligheder (HIK under 70).
- Fra 0.-9. klasse. Normeringen er på 8-10 børn + 2-3 voksne pr. gruppe.
- Der skal foreligge en PPV som baggrund for visitation. Det er barnets skole, der indstiller til visitation til Dagtilbud og Skole.
BEST er et behandlings- og specialundervisningstilbud beliggende på Herstedvester Skole.
- Målgruppen er børn der har et specialpædagogisk behov og et behandlingsbehov.
- Visitation til dette tilbud sker via. tirsdags-visitationer. Det er sagsbehandler fra Familieafsnittet, der indstiller.
- Der skal foreligge en PPV samt afdækning som grundlag for visitationen.
- Fra 0.-6. klasse. Normeringen er på 6-8 børn + 2-3 voksne pr. gruppe.
- Grupperne har deres egen familiebehandler og psykolog tilknyttet.
P-klassen er Albertslund Kommunes specialklasser for unge i udskolingen med opmærksomhedsforstyrrelser og/eller socioemotionelle vanskeligheder og befinder sig pt. på Albertslund Ungecenter (AUC). Undervisningen tilrettelægges, så det understøtter den unges behov for struktur, støtte til sociale spilleregler, tættere voksenkontakt, skærmning af stimuli og/eller individuelt skema. I P-klasserne er fokus på samspil og relationer.
- Målgruppen er unge, der har socioemotionelle vanskeligheder samt opmærksomhedsforstyrrelser.
- De børn der går i XY fortsætter typisk i denne klasse.
S-klassen er Albertslund Kommunes specialklasserække for unge med generelle indlæringsvanskeligheder, og befinder sig pt. på Albertslund Ungecenter (AUC). Specialklasserækken er rettet mod unge, som har behov for undervisning tilrettelagt efter deres udviklingstrin. Her styrkes elevens faglige, sproglige og sociale udvikling og der er fokus på selvhjulpenhed, styrkelse af selvværd, hvor bogligt og praktisk arbejde kædes sammen.
- Målgruppen er unge med generelle indlæringsvanskeligheder.
- I forhold til G-grupperne har S-klassen mere fokus på et generelt ungdomsliv og læring via praktik samt generelt mere praktisk arbejde.
Q-klassen er Albertslund Kommunes behandlings- og specialundervisningstilbud for unge i udskolingen som profiterer af en skolehverdag og undervisning med særligt fokus på forberedelse, struktur og stilladsering samt støtte til adfærdstræning i sociale fællesskaber. I tilbuddet indgår tæt voksenkontakt, skærmning fra stimuli samt et individuelt blik i undervisningsdifferentieringen. Klassen er pt. beliggende på Albertslund Ungecenter (AUC).
- Behandlings- og specialundervisningstilbud.
- Visitation til dette tilbud sker via. tirsdags-visitationer. Det er sagsbehandler fra Familieafsnittet, der indstiller.
- Der skal foreligge en PPV samt afdækning som grundlag for visitationen.
- Autisme/skolefravær.
Det behandlingsorienterede skoletilbud er Albertslund Kommunes særlige tilbud til unge, som har brug for en individuelt tilrettelagt støtte og behandling for at kunne tage imod læring og nye erfaringer. Tilbuddet skaber en tæt kobling mellem personlig udvikling og faglig læring og befinder sig pt. på Albertslund Ungecenter (AUC). Tilbuddet er rettet mod unge, som har behov for undervisning tilrettelagt efter deres udviklingstrin og som tager hensyn til deres behov for behandling. Her styrkes elevens faglige og sociale udvikling og der er fokus på selvstændighed, styrkelse af selvværd, hvor faglig udvikling og praktiske erfaringer. Som en del af tilbuddet er der voksne med viden om depression og angst hos børn.
- Behandlings- og specialundervisningstilbud.
- Målgruppen er unge, der har behov for individuelt tilrettelagt støtte og behandling samt behov for undervisning tilrettelagt efter deres eget udviklingstrin.
- Visitation til dette tilbud sker via tirsdags-visitationer. Det er sagsbehandler fra Familieafsnittet, der indstiller.
- Der skal foreligge en PPV samt afdækning som grundlag for visitationen.
Brøndagerskolen er en specialskole for børn med autismespektrum-forstyrrelser og med andre vanskeligheder af psykisk eller fysisk karakter. Brøndagerskolen tilbyder undervisning ud fra autismepædagogiske overvejelser, såsom når barnet har behov for forberedelse, struktur, visuelle hjælpemidler, tættere voksenkontakt, differentiering af indsats på forskellige udviklingstrin, skærmning af stimuli og/eller individuelt skema. Samlet set vurderes det, at jeres barns behov vil kunne imødekommes på Brøndagerskolen.
- Målgruppen er børn med en autismespektrum forstyrrelse samt et lavt kognitivt funktionsniveau.
- Fra 0.-10.klasse.
- Heldagstilbud med SFO.
- Der skal foreligge en PPV som baggrund for visitation. Det er barnets skole, der indstiller til visitation til Dagtilbud og Skole.
Mellemformer - Specialpædagogik på almenområdet
På skoleområdet bevilges ikke midler til enkeltintegration.
I stedet råder skolerne selv over et beløb, de kan bruge til mellemformer.
Som en del af det styrkede almenområde er der mulighed for at igangsætte fleksible indsatser i dagtilbud og skoler.
Indsatserne skal tage udgangspunkt i konkrete udfordringer i læringsmiljøerne omkring enkelte børnegrupper, klasser, årgange eller faglige områder, som har brug for en særlig konkret indsats.
Tildeling af midler til fleksible indsatser/kontekststøtte sker gennem visitationen i Dagtilbud & Skole. Med en bevilling fra visitationen følger også krav om dokumentation for anvendelsen i form af enten tidsregistrering eller lønsedler mv. og dagtilbuddet eller skolen vil derfor blive afkrævet denne dokumentation.