Moms og EU-Moms
Her kan du læse om hvilke momsregler kommunen er omfattet af samt retningslinjer og vejledninger vedr. moms.
Albertslund kommune er omfattet af momsreglerne i Momsloven samt i Bekendtgørelse om momsrefusion for kommuner og regioner. I begge regelsæt foretages der afregning af momsindtægter og momsudgifter.
Kommunen afregner moms til Skattestyrelsen iht. Momsloven på områder hvor kommunen er i konkurrence med private erhvervsdrivende og for køb i udlandet. På de fleste andre områder afregner kommunen moms til Indenrigsministeriet iht. ”Bekendtgørelse om momsrefusionsordning for kommuner og regioner”.
Læs Momsloven her.
Læs Bekendtgørelse om momsrefusion for kommuner og regioner her.
Derudover er der nogle områder som er momsfritaget jf. Momsloven. Det omfatter kommuner og regioners egenproduktion og køb af ydelser hos eksterne leverandører.
Der er ligeledes særlige regler for tilskud som kommunen modtager fra fonde (private og offentlige), private foreninger, institutioner, private virksomheder og selskaber. Læs mere om disse regler på siden om projektstyring.
Det fremgår af Albertslund kommunes kontoplan (profitcenterteksten), om det enkelte område eller kontonummer er omfattet af SKAT-moms eller ej.
Positivlisten er en del af momsrefusionsbekendtgørelsen, og indeholder en række områder, hvor kommunen kan opnå momsrefusion for en andel af en beregnet moms, selvom udgiften ikke er momsbelagt. Det sker på områder, hvor udgiften træder i stedet for et kommunalt alternativ, herunder udbetaling af tilskud samt betaling af ikke-momsbelagte ydelser fra private leverandører – også kaldet ejerforholdskode 4.
Omfattede funktioner og arter fremgår af positivlisten, som indgår i momsrefusionsbekendtgørelsen. Ligeledes fremgår det hvilken procentandel af momsen, kommunen kan få fradrag for. Der er forskel på procentandelen på drift og anlæg.
Regneeksempel fra bekendtgørelsen, hvor momsandelsprocenten udgør 55%:
Der gives tilskud på 1.000 kr. (funktion 0.32.31 Stadions og idrætsanlæg, art 5.9).
Beløb til refusion: 1.000 kr. x 55 pct. x 25/125=110 kr.
Bruttoudgiften på kontonummeret udgør 1.000 kr.
Nettoudgiften på kontonummer udgør 890 kr.
Moms udgør i procent udgør: 110 kr. x 100 / 890 kr. = 12,36%
vejledning-om-delvis-tilbagebetaling-af-refunderet-moms ajourført.docx
vejledning-omvendt-betalingspligt-paa-moms-ved-handel-med-udlandet.docx
For at lette afregning, kontering og afstemning af udgifter fra medarbejdere/ledere der har haft et forbrug ifm. en udlandsrejse kan nedenstående skema benyttes:
Skattestyrelsen har indført omvendt betalingspligt (reverse charge), når der handles med bestemte varer både i Danmark og inden for EU.
Dette betyder, at sælger fremsender en faktura uden moms, og at det (i stedet for sælger) er køber, der skal afregne momsen overfor Skattestyrelsen.
Kommunen er omfattet af omvendt betalingspligt, når der specifikt indkøbes til momspligtige aktiviteter – altså indenfor kommunens momspligtige områder. Det er derfor ganske få områder, hvor kommunen ved køb er omfattet af reglerne.
Følgende produkter er omfattet af omvendt betalingspligt:
- Mobiltelefoner
- Tablets
- Bærbare computere
- Spillekonsoller
- Chips og mikroprocessorer
De virksomheder som kommunen har indkøbsaftaler med, fremsender ikke fakturaer med omvendt betalingspligt. Handles der hos andre leverandører, skal det oplyses, at vi ikke er momsregistreret, og leverandøren vil fremsende en faktura med moms.
Har kommunen ved en fejl modtaget en faktura med omvendt betalingspligt, bør leverandøren kontaktes, således at der kan fremsendes en ny faktura med moms.
Hvis et anlæg sælges eller overdrages i en periode indenfor 5-10 år efter ibrugtagelsen eller istandsættelsen, skal det momsbeløb kommunen har fået refunderet fra Indenrigsministeriet, tilbagebetales.
Salg af et anlæg anses for at være sket på det tidspunkt, hvor der indgås en endelig og bindende aftale om overdragelse.
Salg eller overdragelse af anlæg
| Type af anlæg: | Tilbagebetalingsperiode: | Reduktion af tilbagebetaling: |
|---|---|---|
| Grunde og bygninger | 10 år fra ibrugtagning | Lineær afskrivning 1/10 |
| Øvrige anlæg | 5 år fra ibrugtagning | Lineær afskrivning 1/5 |
Det er driftsafdelingens ansvar at undersøge en evt. momstilbagebetalingsforpligtelse inden en aftale indgås. Økonomi & Indkøb kan være behjælpelig med undersøgelsen heraf, skriv til okonomi.indkob@albertslund.dk.