Tak for de mange svar
Mange tak for de mange besvarelser af spørgeskemaundersøgelsen. Og tak til alle der har lavet en indsats for at få så mange som muligt til at svare. Det er rigtig positivt at se, at så mange har taget sig tid til at deltage og engagere sig i vores fælles trivsel og arbejdsmiljø
I KommuneMED er vores klare ambition, at Trivselsmåling og APV 2026 skal være med til at fastholde – og gerne styrke – trivsel og arbejdsglæde på alle arbejdspladser i Albertslund Kommune. Samtidig er det vigtigt for os, at eventuelle udfordringer bliver synlige, håndteret og forebygget. Når resultaterne fra spørgeskemaet foreligger, har vi et solidt udgangspunkt for de trivselsdialoger, der skal gennemføres på alle arbejdspladser.
En ny måde at lave Trivselsmåling og APV på
Denne gang har vi i KommuneMED valgt en overvejende dialogbaseret tilgang til Trivselsmåling og APV. Det gør vi, fordi vi ønsker at tydeliggøre, at trivsel og arbejdsmiljø er et fælles ansvar – og fordi vi gerne vil skabe endnu bedre rammer for dialog og fælles refleksion.
Arbejdsmiljøet kortlægges derfor på to måder:
- En kort spørgeskemaundersøgelse, som netop er gennemført
- Dialog om trivsel og arbejdsmiljø på den enkelte arbejdsplads, som skal gennemføres før sommerferien
I dialogen får I sammen mulighed for at sætte fokus på netop de forhold, der er vigtige hos jer. Det kan for eksempel være samarbejde med andre enheder eller pårørende, opgave- og rollefordeling, ønsker til ledelse, ergonomi, belastning og nedslidning.
Hvis et bestemt arbejdsmiljøtema ikke har været med i spørgeskemaet, betyder det altså ikke, at det ikke er vigtigt – men derimod, at det forventes taget op i den efterfølgende dialog.
Det er trio/arbejdsmiljøgruppen, som i samarbejde med MED-udvalget, har ansvaret for processen på arbejdspladsen. Du er altid velkommen til at tage fat i dem, hvis du vil høre mere om, hvad der skal ske hos jer.
Du kan læse mere om Trivselsmåling og APV 2026 på (her)
Venlig hilsen
Henrik Harder og Maiken Bryde Amisse
Forperson og næstforperson i KommuneMED