MED-uddannelse skal styrke samarbejdet i Albertslund
Et stærkt MED-system kræver, at både medarbejdere og ledere kender deres roller og ved, hvordan medindflydelse og medbestemmelse fungerer. Derfor uddanner Albertslund Kommune nu endnu en lokal MED-underviser. Næstformand i KommuneMED, Maiken Amisse, er på skolebænken og bliver kommunens tredje lokale underviser
Et godt samarbejde kommer ikke af sig selv. Det kræver, at vi kender hinandens roller, har tillid til hinanden og ved, hvordan vi bedst bringer forskellige perspektiver i spil.
Det er en af grundtankerne bag MED-systemet, som er en vigtig del af samarbejdet på kommunens arbejdspladser.
Alle, der bliver valgt til MED-systemet, skal derfor gennem en MED-uddannelse. Her bliver man klædt på til at forstå, hvad medindflydelse og medbestemmelse betyder, hvilke roller man har, og hvordan MED-samarbejdet fungerer i praksis.
I Albertslund Kommune har vi valgt selv at stå for MED-uddannelsen. Og nu styrker vi vores lokale underviserteam yderligere.
”Hvis MED-systemet skal fungere, er det vigtigt, at vi er klædt på til at forstå det – og bruge det rigtigt. Det handler om samarbejde. Og det gode samarbejde skaber gode arbejdspladser. Derfor er MED-uddannelsen også central, så alle, der er MED, ved, hvad det handler om og kender deres rolle,” siger Maiken Amisse, næstformand i KommuneMED.
Tæt på virkeligheden i Albertslund
MED-uddannelsen tager udgangspunkt i de generelle regler og aftaler, men også i hvordan MED-samarbejdet konkret fungerer i Albertslund.
Det betyder blandt andet, at deltagerne lærer om kommunens egen lokalaftale, rollerne på de forskellige MED-niveauer og om, hvordan man finder det rigtige niveau for forskellige spørgsmål og input.
I Albertslund er MED-organisationen bygget op omkring KommuneMED, AfdelingsMED og ArbejdspladsMED. De forskellige niveauer har forskellige opgaver, og det er vigtigt at vide, hvor en sag hører hjemme.
Det gælder både medarbejderrepræsentanter og ledere.
”En af fordelene ved, at vi selv står for uddannelsen, er, at vi kender den virkelighed, som deltagerne skal bruge deres MED-uddannelse i. Det bliver ikke kun et spørgsmål om regler og et koncept på et stykke papir. Vi kan koble det direkte til hverdagen i Albertslund og til den måde, vores MED-system fungerer på,” siger Maiken Amisse.
En del af arbejdet med at styrke MED
Den nye lokale underviser er ikke et enkeltstående initiativ. Gennem de seneste år har der været fokus på at styrke MED-organisationen i Albertslund Kommune. Blandt andet er der etableret AfdelingsMED, og nu bliver det lokale underviserteam altså udvidet til tre personer.
Det hænger også sammen med medarbejder- og ledelsesgrundlaget, hvor relationer spiller en vigtig rolle. Her er det beskrevet, at samarbejdet skal være præget af respekt, gensidig tillid, anerkendelse, omtanke og klare forventninger.
Her har MED-organisationen en vigtig opgave med at understøtte de gode relationer på arbejdspladserne – ikke mindst samarbejdet mellem medarbejdere og ledelse.
Et velfungerende MED-system er dermed også en forudsætning for, at vi sammen kan løse kerneopgaven bedst muligt.
Snart tre lokale undervisere
For at blive lokal MED-underviser gennemgår Maiken Amisse for tiden et særligt uddannelsesforløb. Det består blandt andet af to todages kurser og to dage med observation, hvor hun overværer undervisning fra en uddannet underviser.
Når forløbet er gennemført, bliver hun en del af Albertslund Kommunes lokale team af MED-undervisere, der også består af Joan Bendixen og Jette Fuglsang Vangsgaard fra HR & Løn.
Det giver kommunen en stærkere intern kapacitet og større sikkerhed for, at der også fremover er ressourcer til at uddanne nye medlemmer af MED-organisationen.
”Det er vigtigt, at vi har ressourcerne og kompetencerne internt. Nu bliver vi tre lokale undervisere, og det giver os en god robusthed. Samtidig betyder det, at vi kan blive endnu grundigere i vores uddannelse, fordi vi kan trække på vores eget kendskab til Albertslund,” siger Maiken Amisse.
Den næste MED-uddannelse i Albertslund Kommune bliver afholdt den 23. og 24. november, hvor Maiken Amisse vil være en af underviserne. Det er muligt at tilmelde sig via kommunens kursusmodul
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber".
Albertslund Indefra
I serien Albertslund Indefra er medarbejderne i Albertslund Kommune i centrum. I videoer møder du forskellige medarbejdere, som fortæller om deres oplevelser af at være medarbejder i Albertslund Kommune og hvad der driver dem i deres arbejde.
Vild med Albertslund
Der er mange gode grunde til at være vild med Albertslund. Her er nemlig fantastiske rammer for børn, grønnere end de fleste steder, kunst og kultur til den store guldmedalje og en masse stærke fællesskaber. Og så er det kun 20 minutter fra Rådhuspladsen i København.
Følg med i meget af det der sker i Albertslund
I kulturkalenderen på Kultunaut kan du følge med i meget af det der sker i Albertslund - se hvilke kommende begivenheder, arrangementer osv. som det er muligt at deltage i.