Gå til hovedindhold

Fakta om egeprocessionsspinderen og kommunens beredskab

I den seneste tid har egeprocessionsspinderen fået en del opmærksomhed i medierne. Her kan du læse om, hvordan du skal forholde dig, hvis den bliver opdaget i kommunen

10. jul. 2026

Indhold

    Egeprocessionsspinder (Thaumetopoea processionea) er en sommerfugleart, som hører til dem, man populært kalder natsværmere.

    Den store opmærksomhed skyldes, at larverne i en del af deres udvikling er dækket af mikroskopiske brandhår, som er allergifremkaldende for mennesker, hunde og andre dyr. I artens øvrige livsstadier er den ikke allergifremkaldende.

    Brandhårene er allergifremkaldende både, mens de sidder på larven, og op til otte år efter, at de er faldet af larven. Der skal derfor udvises stor påpasselighed med både selve larverne og området omkring dem.

    Egeprocessionsspinder er endnu ikke registreret i Albertslund Kommune, men skulle den dukke op, har vi et beredskab klar til at håndtere situationen.

     

    Sådan skal du forholde dig, hvis du opdager egeprocessionsspinderen på kommunale arealer

    • Hvis man på en institution eller anden kommunal ejendom opdager egeprocessionsspinder, skal man følge actioncard 309, det vil sige ringe til Callcenter Teknik & Miljø 4368 6750, Callcenteret vil sørge for at tilkalde en skadedyrsbekæmper.
    • Hvis man på offentlige kommunale arealer finder egeprocessionsspinder, skal man følge actioncard 309, det vil sige ringe til Callcenter Teknik & Miljø 4368 6750, Callcenteret vil sørge for at tilkalde en skadedyrsbekæmper.

     

    Sådan kan du kende egeprocessionsspinderen

    Egeprocessionsspinderen findes kun på egetræer. Arten overvintrer som æg i klumper på egetræer, kaldet ”ægspejl”. Æggene klækkes i april/maj.

    I de sene larvestadier, hvor larverne er allergifremkaldende, er reden oftest placeret på træets stamme eller på kraftige grene. I varme somre kan reden være placeret nær jorden eller i huller i jorden. Larverne forpuppes fra sidst i juni til midt i juli og udklækkes som sommerfugle i slutningen af juli.

     

    Sidst opdateret: 10. juli 2026