Gå til hovedindhold

Sammen om den nye ældrelov

Ny ældrelov er trådt i kraft den 1. juli – vi implementerer i et tempo, hvor alle kan være med. Læs mere her

26. maj 2025

Indhold

    Fra 1. juli 2025 gælder en ny lov for ældrepleje i hele Danmark – også her i Albertslund Kommune. Den nye lov betyder, at vi fremover skal arbejde på en ny måde. Men bare rolig: Vi starter stille og roligt op, så alle kan være med.

    Vi begynder med de nye borgere
    I første omgang gælder den nye lov kun for borgere, der ikke tidligere har fået hjemmepleje. På den måde kan vi øve os og samle erfaringer, inden vi senere ændrer for borgere, som allerede modtager hjælp.

    Fra pakker til forløb
    I dag arbejder vi med pakkeløsninger, hvor hjælpen er detaljeret beskrevet. Fremover vil borgerne få tildelt det som kaldes et helhedsplejeforløb – en overordnet ramme, hvor hjælpen kan justeres efter behov. Justeringen sker løbende i en dialog mellem borger, faglig leder i hjemmeplejen og visitator.

    Vi arbejder i faste, selvstyrende teams
    Siden 3. februar 2025 har hjemme- og sygeplejen arbejdet i faste selvstyrende teams. Hvert team har ansvar for en fast gruppe borgere og koordinerer selv hjælpen i samarbejde med borger. Det giver mere sammenhæng og bedre samarbejde – både internt og med borgerne.

    Vi indfører gradvist – med fokus på bemanding
    I perioden 1. juli til 1. oktober 2025 arbejder vi med opstartsmodeller, som gradvist optrappes. Det sikrer, at vi har den nødvendige bemanding og tid til at implementere på en god måde, således vi kan lære undervejs af de erfaringer vi gør os.

    Du kan give ris og ros
    Der bliver hængt plakater op med en QR-kode, hvor du som medarbejder nemt kan sende dine erfaringer – både ris og ros. Alle ledere på ældre- og sundhedsområdet i ÆSS  følger implementeringen tæt og bruger tilbagemeldingerne til at justere undervejs. Du kan også give ris og ros og komme med ideer ved at følge linket lige nedenfor.

    Kom med dine indspark

    Tidslinje – overblik over næste skridt

    • 1. juli 2025: Ældreloven træder i kraft
    • 1. juli – 1. oktober: Opstartsmodeller, læring og optrapning
    • Efterår 2025: Plan for revisitation af eksisterende borgere
    • 2025–2027: Løbende justering og udvikling af forløb
    • 1. juli 2027: Ældreloven skal være fuldt indfaset.

    Vi gør det sammen
    Vi ved, at forandringer kræver tid og tryghed. Du får løbende information, sparring og støtte. Og vi tager det i et tempo, hvor alle kan være med.

    Mere information

    Læs mere om ældreloven hos Ældreministeriet

    Læs nyhed om ældreloven

    Læs Kommunalbestyrelsens beslutning om de fem helhedsplejeforløb

    Sidst opdateret: 2. juli 2025