Forsøg med fleksible arbejdsuger: ”Tilfredse medarbejdere skaber glade og trygge børn”
Kommunikationsmedarbejder Steen Kirkegaard Erichsen har på vegne af Fugleperspektivet været i Børnehuset Søndergård for at høre om deres forsøg og erfaringer med fleksible arbejdsuger. Læs interviewet med dagtilbudsleder Anneke Søe her
”Et moderne og tidssvarende børnehus må tilpasse sig nye måder at tænke hverdagen ind i arbejdsdagen, så medarbejderne føler sig set og respekteret – uden at det påvirker vores kerneområder i negativ retning.
Ud fra tesen om at ”tilfredse medarbejdere skaber glade og trygge børn” har vi i Børnehuset Søndergård konstateret at der var et stigende medarbejderbehov for at tænke arbejdstiden anderledes – så vores dygtige medarbejdere i højere grad kan se en forbindelse for at udføre arbejdet med større tilfredshed og styrke.”
Sådan siger Anneke Søe bl.a., da vi interviewer hende om Børnehuset Søndergårds forsøg med fleksible arbejdsuger, som har haft noget 4 dages arbejdsuge i sig. Læs mere konkret i interviewet her, hvordan de har indrettet sig og hvilke erfaringer de har fået ud af det.
Hvordan opstod tanken om at udvikle et alternativt mødetilbud til dine medarbejdere?
Anneke Søe, Daglig leder af Børnehuset Søndergården svarer:
"Jeg mener, at tanken blev formet i forbindelse med et videomøde i kommunalt regi eller ledermøde hvor man begyndte at tale om en fleksibel arbejdsuge set i lyset af den nødvendighed, corona-epedemien skabte.
Og specielt et indlæg fra vores kommunaldirektør kickstartede refleksioner over de muligheder, der lå forude, for at skabe en endnu mere tiltrækkende og tilpasset arbejdsuge. Så vi gik i tænkeboks."
Hvordan kom i videre med realiseringen af en ny arbejdsplan?
"De første refleksioner viste, at det ikke var ligetil at udarbejde alternative arbejdsskemaer for en børneinstitution, hvor kravet er, at hele dage og uger er dækket ind på forsvarlig vis. Vi vidste at 4 dages arbejdsuge ikke var tilstrækkeligt – så vi kastede al energi ind i opgaven og fandt på at indføre længere men færre arbejdsdage – og med en anderledes fordeling.
Vi skabte, i begyndelsen af processen, et krydsskema for at få rammerne på plads, så vi kunne fordybe os i ideen om ikke at indføre 4 dages arbejdsuge, men derimod prøve med en forlænget arbejdsuge, og dermed ende med 2 uger med 5 lange dage og 2 uger med 4 lange dage.
Den indlysende fordel ved den mulighed, var at medarbejderne så hver 4. uge kunne holde fri fra fredag til mandag, begge dage inklusiv – altså en ”forlænget weekend”.
Hvordan er det foregået i praksis?
"Medarbejdere, der ikke ønskede denne ordning, arbejdede videre efter en normal 5 dages arbejdsuge, forudsat at det er en hel normperiode man trådte ind eller ud af.
Vores forslag til en anderledes arbejdsuge blev forlagt HR og Jura, for personalekonsulent André Buchalska, den fællestillindsrepræsentant i BUPL og Mia fra FOA. Og så blev det som råskitse præsenteret på et personalemøde med MEDstatus.
De medarbejdere, der ikke ønskede at være med, ville efter 12 uger kunne komme med og omvendt; de, der ikke længere ønskede at være med i den nye ordning, kunne få ændret deres skema tilbage til 5 dages arbejdsuge, som vi kender det alle steder."
Der var i det præsenterede udkast ifølge Anneke Søe taget højde for at:
- alle medarbejdere, der arbejder med børnene som kerneopgave, kunne få muligheden for at arbejde 18 dage på fire uger.
- den gennemsnitlige arbejdsuge er på max. 37 timer over en fireugers periode.
- ingen medarbejdere når op på mere end 42 timers arbejdsuge. (EU direktivet siger 48 timer, arbejdsmiljøloven siger ikke noget bestemt, men er fokuseret på hviletiden. Overenskomsterne siger et snit på 7,4 timer pr. dage i normperioden).
- alle medarbejdere har mindst 14 timer og 15 minutters hviletid inden næste arbejdsdags begyndelse.
- medarbejdere der ikke ønsker at være med, vil få mulighed for at få afspadsering eller anden slags fri – i den weekend, der kunne være deres forlængede weekend. (Og ellers ønske fri efter nøjagtig samme princip som alle andre medarbejdere).
- alle personalemøder ligger tirsdage, onsdage eller torsdage i tidsrummet 15.30-18.00 en gang om måneden.
- der er stuemøde tirsdag, onsdag og torsdag kl. 12-13.
- der er indlagt AMR tid 1 time 3 mandage på 4 uger.
- der er lagt vejledning af pædagogstuderende ind 1 time hver torsdag.
- der er lagt to timer til stuens administrative tid ind tirsdag, onsdag eller torsdag.
- køkkenmedarbejder og leder ikke har 4-5-5-4 dages arbejdsuge.
- studerende har samme vilkår som medarbejdere med børn som kerneopgave.
- medarbejderne har fra 0 – 1,5 times løbende afspadsering om ugen afhængig af deres funktioner.
Work in Progress eller færdig skabelon?
Forsøgsperioden var tænkt til at starte den 27.november 2023, hvor en ny normperiode begyndte, og slutte medio februar 2024, hvor normperioden endte. Essensen af den udarbejdede arbejdsplan for Søndergårds medarbejdere var ifølge Anneke Søe:
"Forskellen fra denne nye arbejdsplan og vores andre arbejdsplaner var, at medarbejderne frit kunne vælge om de ville være med i en forsøgsperiode på 12 uger, hvor de hver fjerde uge har fri fredag til mandag begge dage inklusiv og til gengæld lægger flere timer de 18 andre dage – eller ej."
Hvordan gik første periode med den nye arbejdsplan?
"Straks forsøgsperioden begyndte meldte 7-8 medarbejdere sig, mens en lidt større andel takkede nej tak. I den deltagende gruppe var der nogle, der var super tilfredse og så en gruppe, der fandt det vanskeligt med hensyn til deres egne familier; for som det hurtigt blev bemærket, var det nogle lange dage frem mod en forlænget weekend.
Men en af de positive effekter, forsøgsperioden afledte, var, at de medarbejdere, der deltog i perioden, op til ”den forlængede weekend” lagde endnu større energi og glæde i arbejdet.
Da den første normperiode var slut, kunne vi konstatere, at nogle af forskellige årsager forlod ordningen, så status var, at 3 medarbejdere ønskede at forsætte yderligere.
Status lige nu i december 2024 er, at vi ikke har medarbejdere på ordningen, men at muligheden eksisterer og at det er ligetil at starte op, og således kan vi altså tilbyde vores medarbejdere og nye en fleksibel arbejdsplads."
LIDT FAKTA OG BAGGRUND Albertslund Kommune ønsker at være en attraktiv arbejdsplads for alle ansatte gennem hele arbejdslivet, fordi et attraktivt arbejdsliv både tilknytter, fastholder og tiltrækker medarbejdere. Den 2. april 2024 havde Økonomiudvalget en temadrøftelse om 4-dages arbejdsuge og fleksibilitet i arbejdslivet, hvor repræsentanter fra en arbejdsgruppe i kommunen fortalte om dens arbejde, inspiration udefra og inddragelsen af afdelingsMED i forhold til spørgsmålet omkring fleksibilitet, herunder specifikt 4-dages arbejdsuge. Arbejdsgruppen kom med følgende anbefalinger, som blev bakket op af KommuneMED: KommuneMED anbefaler, at 4-dages arbejdsuge bliver ét af værktøjerne til prøvehandlinger om øget fleksibilitet, og som kan afprøves lokalt, hvor det giver mening i forhold til arbejdsområde og -opgaver. Sådanne forsøg bør ifølge KommuneMED være frivillige for medarbejderne at være med i. Kommunaldirektøren indstillede på den baggrund, at alle afdelingsMED og arbejdspladsMED drøfter hvordan øget fleksibilitet, herunder 4-dages arbejdsuge, kan understøtte den enkelte ansattes trivsel, den samlede arbejdspladstrivsel, det gode samarbejde og høj kvalitet i opgaveløsninger. Det er i det lys, at forsøgsperioden i Børnehuset Søndergård skal ses - de har nu erfaringer, som kan bruges i fremtiden som en del af at være en fleksibel arbejdsplads. |
-
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber". Med tre verdensmål i centrum sætter den retning for Albertslund
Albertslund Indefra
I serien Albertslund Indefra er medarbejderne i Albertslund Kommune i centrum. I videoer møder du forskellige medarbejdere, som fortæller om deres oplevelser af at være medarbejder i Albertslund Kommune og hvad der driver dem i deres arbejde.
Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.
Følg med i meget af det der sker i Albertslund
I kulturkalenderen på Kultunaut kan du følge med i meget af det der sker i Albertslund - se hvilke kommende begivenheder, arrangementer osv. som det er muligt at deltage i.