Gå til hovedindhold

På kryds og tværs med kommunaldirektør Jette Runchel

På kryds og tværs med kommunaldirektør Jette Runchel
Kommunaldirektør Jette Runchel har givet stafetten som ledelsesambassadør videre efter et år med depechen. Men hvilke tanker har det år som ambassadør for offentlig ledelse sat i gang hos hende? Og hvad har Albertslund fået ud af det år, hvor toplederen var mere synlig end normalt på linkedin, i aviser og debatter? Læs om det i artiklen her, der har en noget uventet indledning, og som måske faktisk er verdens længste af sin slags.

23. apr. 2021
  • Læs op

Indhold

    AF: JANUS ENEMARK NISSEN, KOMMUNIKATIONSMENNESKE I ØKONOMI & STAB

    Jeg sidder her og skal til at skrive en artikel om kommunaldirektør Jette Runchels år som officiel ambassadør for offentlig ledelse fra 1. marts 2020 til 1. marts 2021. På den ene side har jeg lyst til at indlede artiklen ligeså skævt og grænsende til vanvittigt, som jeg plejer, når jeg skriver artikler til Hanen, Pippet, Fugleperspektivet og hvad de interne medier ellers har heddet i årenes løb. På den anden side kan jeg mærke, at det er lidt vemodigt for mig at skulle skrive den her artikel, og så passer den der skæve indgang ikke rigtigt.

    Vemodigt, fordi Jette har været i Albertslund Kommune alle de år, jeg har været ansat her. Det er snart 14 år. Først som børnedirektør og siden som kommunaldirektør har hun haft stor betydning i mit arbejdsliv. Altid har jeg oplevet Jette med stort overblik, nysgerrighed, intellekt, nærværende, løsningsorienteret, empatisk – og ja, med en stor portion af det tekniskrationelle, så der også er styr på styringen. Vi har gennemstået mange kriser sammen på vegne af Albertslund Kommune. Mange budgetter og organisationsændringer er lavet og skulle kommunikeres. Vi har forsøgt at få Albertslund til at lyse op og få den kredit, som byen fortjener for alle de kvaliteter den har. Ikke mindst på grund af alle jer dygtige medarbejdere og ledere. Vi har forsøgt os med information, kommunikation, dialog og talks fra den grønne sofa. Men den 1. august er det slut, der stopper Jette som kommunaldirektør. Derfor er det vemodigt at sidde her og være i gang med verdens længste indledning til en artikel om Jette Runchel og hendes refleksioner om det sidste år.

    En ny begyndelse
    Og verdens længste indledning, det blev den. Nu lægger jeg vemodet væk og tænker så som det næste; kunne man alligevel også starte andet afsnit lidt anderledes? Som en form for ny begyndelse? Og ja, det kan man!

    Kryds og tværs er nemlig ikke bare en spillende ordgåde bag på avisen eller det man køber i hæfter til ”når man skal slappe af i sommerhuset”. Kryds og tværs kunne godt være overskriften på Jette Runchels ledelsesfilosofi. Det står klart efter 14 år under Jettes ledelse – og efter at have fået hendes refleksioner ovenpå et år som ledelsesambassadør. Med kryds og tværs får man både klare tydelige linjer og en stærk tro på værdien i at lykkes med det tværgående. Som Jette Runchel selv siger:

    ”Gennem det sidste år som ledelsesambassadør har jeg fået en stor indsigt i ledelse i forskellige offentlige organisationer. Og jeg er blevet styrket i forståelsen af min egen ledelsesopgave, og det fokus jeg har: Vigtigheden i at lykkes på tværs. Når vi lykkes med det tværgående samarbejde oplever borgerne sammenhæng. De oplever én kommune og ikke ti egne afdelinger. Og netop det, at borgeren oplever kommunen som én, skaber stor værdi og er den lige linje til borgeren i centrum.”

    Det er blandt andet derfor, at Jette Runchel fik etableret et netværkssekretariat, som netop skulle have fokus på at få Albertslund til at lykkes på kryds og tværs. Lykkes med at finde nye veje, skabe sammenhæng og gøre ordene om tværgående samarbejde til virkelighed.

    Et særligt år
    Og netop tværgående sammenhæng har været vigtigt i et år med corona. Og ja, hvilket år har det ikke lige været at være ledelsesambassadør i. Et år med en krise i vores samfund som ikke er set større siden 2. verdenskrig. Nedlukninger, der har berørt alle borgere og hele vores samfund. Jette siger sådan her om det:

    ”COVID-19 vendte op og ned på ledelsesopgaverne i den offentlige sektor - og prioriteringen af dem - fra den ene dag til den anden. Nye krav og behov opstod lynhurtigt, andre måtte tilsidesættes og beslutninger blev truffet hurtigt og ofte uden fortilfælde.” Og hun fortsætter med:

    ”I Albertslund er jeg blevet bekræftet i, at lederne er gode til at håndtere en krise som den her – og medarbejderne spiller positivt og dygtigt med. Alle er gået en ekstra mil. Det viser, at det bedste i en organisation kommer frem i sådanne situationer. Det synes jeg har været flot at opleve.”

    Og hun kan ikke lade være med at sætte endnu flere ord på:

    ”Der har været tale om et regime med strenge krav til rengøring, hygiejne, måder at være sammen på – og at få det til at gå hånd i hånd med en virkelighed, hvor der skulle plejes ældre og passes børn, undervises og samtales har været en virkelig udfordrende og svær opgave. I første fase var vi meget styrende. Det var der brug for. Derefter blev mere givet fri. Og samlet set har vi løst det i fællesskab på bedste vis.

    I det hele taget har krydset – for at blive i det med kryds og tværs – mellem det at skulle skabe opmærksomhed om offentlig ledelse som ambassadør og coronakrisen i vores samfund, ført nogle særlige refleksioner med sig for Jette.

    ”Tiden med corona har sat kriseledelse i perspektiv, synes jeg. Det har tydeliggjort, at vi er en del af et samlet system, som vi bare skal have til at fungere og hænge sammen. Krisen har vist, at vi ved at kompleksitetsreducere og fokusere på ét mål kan omstille os og lykkes med dét, vi ville opnå; undgå at overbelaste sundhedsvæsenet, og vi ville holde borgerne i live. Det viser, at vi har været i stand til at prioritere, hvad der er vigtigt. Det at kunne det så skarpt, skal vi tage med videre,” siger Jette Runchel.

    Med videre til f.eks. klimaudfordringerne, for her er også brug for at prioritere skarpt og have øje for hinandens potentialer og roller, som vi har gjort så godt under coronakrisen. Hvis vi kun ser vores egen andel som henholdsvis kommune, region, stat, erhvervsliv og civilsamfund, så kan vi ikke lykkes med at rykke den store dagsorden, som der er brug for. Derfor skal vi også her ifølge Jette Runchel tage ved lære af vores håndtering af coronakrisen.

    Hov, hvad med Albertslund?
    Den vemodige skribent husker til sidst at spørge Jette Runchel, hvad hun mere konkret mener Albertslund Kommune har fået ud af hendes år som ambassadør for offentlig ledelse? Til det svarer hun:

    ”Min rolle som ledelsesambassadør har aktiveret en stor synlighed omkring Albertslund som en kommune, hvor man prioriterer ledelse og ledelsesudvikling. Og det gør vi, fordi det i sidste ende skaber værdi for borgerne. Borgeren i centrum betyder nemlig ikke, at vi ikke skal lederudvikle. Tværtimod. God ledelse er fundamentet for, at det faglige kan folde sig ordentligt ud, og når det lykkes, får det stor værdi for borgerne.” 

    Jette Runchel har i årets løb været meget synlig på det sociale medie linkedin, deltaget i et hav af debatter og samtaler med ledelseskolleger, skrevet endnu flere blogindlæg, indlæg om ledelse i aviser og skrevet kapitler til bøger m.m. Alt sammen med udgangspunkt i og tråde til den ledelsespraksis og velfærdsvirkelighed hun har fra Albertslund.

    En sidste kommentar
    ”En sidste kommentar herfra”, som CV Jørgensen synger i sin evergren ”Costa del Sol”, er taget fra den samling af refleksioner, som Jette Runchel afleverede den 15. marts som en sløjfe på sit år som ledelsesambassadør. Herfra lyder det fra Jette:

    ”Mit år som ledelsesambassadør har været tumultarisk og fantastisk. Jeg er imponeret over det mod, den omstillingsevne og beslutningskraft, vi har oplevet fra både medarbejdere og ledere i det offentlige det seneste år. Det bekræfter, at vi har en offentlig sektor i absolut verdensklasse og et velfærdssamfund, som kan bestå prøven, når det for alvor bliver testet.”

    Sådan slutter Jette Runchel altså af efter et år som officiel ledelsesambassadør. Og det afsnit går ikke mindst ud til alle i den organisation, som hun selv står i spidsen for at lede. Nemlig os i Albertslund Kommune. Det er her hun gennem ni år har skullet udfolde sin egen ledelse som kommunaldirektør og styre og motivere alle os, der skal sørge for at skabe sammenhæng på kryds og tværs, skabe værdi og sætte borgeren i centrum.

    Jette havde meget mere på hjerte, men jeg må jo stoppe et sted. Ellers ville det ikke bare blive verdens længste indledning, men også verdens længste artikel. Og verdens længste artikel vil ingen læse. Tak fordi du læste med!

    Ledelsesambassadør
    Hvert år i marts udnævner regeringen, KL og Danske Regioner en ny ambassadør for offentlig ledelse.

    Ledelsesambassadøren har til formål at bidrage til at holde gang i debatten om offentlig ledelse gennem egne erfaringer og nye perspektiver, og at bidrage til kvaliteten og udviklingen i ledelsesdebatten. Herudover skal ledelsesambassadøren bidrage til at vellykkede eksempler på offentlig ledelse bliver samlet og delt for derved at inspirere offentlige ledere.

    På den måde skaber ledelsesambassadøren en platform, hvor offentlige ledere kan drøfte deres væsentligste opgave; at skabe værdi for borgerne. Selve dét at tale om offentlig ledelse er vigtigt, da det bidrager til udviklingen af offentlig ledelse og offentlige ledere. Ved at bidrage til debatten, dele erfaringer og indgå i dialoger på tværs af hele den offentlige sektor vil ledelsesambassadøren være med til at sætte fokus på, at offentlige arbejdspladser både nu og fremover kan levere god velfærd til gavn for borgerne. Kommunaldirektør i Albertslund Kommune, Jette Runchel, var ledelsesambassadør fra den 15. marts 2020 til den 15. marts 2021. Den nye ledelsesambassadør hedder Søren Kryhlmand og er departementschef i beskæftigelsesministeriet.

     

    Sidst opdateret: 12. august 2021