Gå til hovedindhold

Ny direktør for By, Kultur, Miljø & Beskæftigelse

Albertslund Kommune har ansat Kristine Klæbel som ny direktør for By, Kultur, Miljø & Beskæftigelse. Hun kommer fra en stilling som centerchef for Teknik og Miljø i Guldborgsund Kommune. Hun begynder i Albertslund den 1. marts.

28. jan. 2021
  • Læs op

Indhold

    Albertslund er en ambitiøs kommune med et stort kulturhjerte og fremme i skoene på miljø- og klimaområdet. Det skal den nye direktør for By, Miljø, Kultur & Beskæftigelse, Kristine Klæbel, bidrage til fortsætter. Derudover skal hun stå i spidsen for den omfangsrige byudvikling, som kommunen står midt i og overfor, bl.a. med udviklingen af nye boligområder som Coop Byen og området med Vridsløselille Fængsel. Også kernedriften skal prioriteres og medvirke til udviklingen af nye indsatser, så Albertslund også i fremtiden er en attraktiv bosætningskommune – for eksisterende borgere og nye. Og det glæder hun sig til:

    - Efter et par år væk fra Vestegnen glæder jeg mig til at tiltræde som direktør for By, Kultur, Miljø & Beskæftigelse i Albertslund Kommune. Jeg ser frem til at engagere mig i Albertslund og være med til at folde Kommunalbestyrelsens visioner og mål ud sammen med borgere, medarbejdere og ledere.

    Hun kommer fra en stilling som centerchef for Teknik og Miljø i Guldborgsund Kommune. Inden det har Kristine Klæbel været ansvarlig for det tekniske område og erhvervsområdet i Vallensbæk Kommune.

    I Albertslund Kommune ser vi frem til at få Kristine Klæbel med ombord:

    - Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Kristine. Med hende får vi en dygtig og kommunikerende topchef. Kristine har sit afsæt i en solid faglighed på en stor del af direktørområdet. Hun er optaget af at skabe gode resultater i samarbejde med både medarbejdere, kommunalbestyrelse og borgere. Hun bringer nye perspektiver og ideer med til Albertslund, og samtidig er jeg sikker på, at Kristine vil møde Albertslund med den åbenhed og nysgerrighed, som gør, at hun kan finde en god vej ind i det stærke fællesskab, som Albertslund udgør, siger kommunaldirektør i Albertslund Kommune, Jette Runchel.
    Kristine Klæbel indtræder i direktørforum i Albertslund Kommune, der udover hende består af kommunaldirektør Jette Runchel og direktør for Børn, Sundhed & Velfærd, Anne-Mette Brandt.

    Kristine Klæbel efterfølger Elisabeth Gadegaard Wolstrup, som den 1. januar startede som direktør for Miljø, teknik & økonomi i Ballerup Kommune.

    Kort om Kristine Klæbel
    Kristine Klæbel.
    44 år.
    Bygningskonstruktør
    Master i kommunikation
    Diplom i ledelse.
    Sidste to stillinger: Centerchef for Miljø og Teknik i Guldborgsund Kommune (2019-2021). Ansvar for det tekniske direktørområde og erhvervsområdet i Vallensbæk Kommune (2016-2019).

    Sidst opdateret: 12. august 2021